Brugt hospitalsudstyr sendes fra Nordjylland til Senegal

Der er hårdt brug for hospitalsudstyr i udviklingslandene, så onsdag blev en container fyldt med brugt udstyr sendt afsted fra Nordjylland til det vestafrikanske land Senegal.

Kasser bliver fyldt, flyttet og pakket i en container på bedste tetris-manér. Der skal nemlig fyldes så meget brugt hospitalsudstyr ind i containeren som muligt, før den bliver sendt fra Nordjylland mod Senegal i Vestafrika.

- Den forskel, det her udstyr gør i Senegal, er jo ubeskrivelig, siger Sidy Badji, der er stifter af foreningen Karambenor Danmark.

Det brugte hospitalsudstyr bliver gennemgået på Renoveringsværksted Aalborg, så kun det udstyr, der virker, bliver sendt afsted.

- Vi kører rundt til de danske sygehuse og privathospitaler og henter overskudsudstyr, så det kommer blandt andet afrikanske lande og Afghanistan til gode, siger projektleder Peter Attrup fra Renoveringsværksted Aalborg.

Sygeplejersker tager med

Det er ikke kun udstyr, der bliver sendt til Senegal. To nordjyske sygeplejersker bruger også deres ferie på at tage til det vestafrikanske land for at gøre en forskel.

- Hygiejne er et stort problem, og der kommer mange henvendelser til deres klinikker om børn under fem år, som lider af infektionssygdomme, så vi har udviklet et undervisningsprogram, der handler om hygiejne, siger sygeplejerske Mie Thorsen.

Renoveringsværksted Aalborg sender hvert år omkring 25 containere med udstyr afsted.

PH 151221 Medicinaludstyr til Afrika Still
Foto: Jesper Thomasen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland