Busser er klar til rejsekortet
Foto: TV2/Nord
Alle regional- og bybusser er fra mandag klar til at tage imod rejsekortet, som nu dækker stort set hele den kollektive trafik i Nordjylland.
Fra mandag 22. oktober ruller rejsekortet helt ud i Nordjylland. Kun på enkelte lokalruter kan man ikke rejse med den digitale billet.
Der er for alvor kommet gang i udbredelsen af rejsekort, danskernes nye billet til bus og tog, som i dag kan bruges i tog i hele landet - på nær på Odderbanen og Lemvigbanen.
I Nordjylland kan man fra 22. oktober bruge rejsekort i alle regional- og bybusser. Det betyder, at man nu kan bruge rejsekort til alle rejser med tog og lokalbaner - og næsten alle rejser med bus i det nordjyske.
Den første prøvedrift med rejsekortet i Nordjylland startede i 2011 med en enkelt buslinje og syv nærbanestationer, og er nu udvidet til at dække størstedelen af den kollektive trafik i Nordjylland. Kun enkelte skole- og lokalruter mangler at få rejsekortudstyr.
- Vores erfaring er, at rejsekort gør det meget mere enkelt at bruge kollektiv trafik, og det glæder vi os nu til at komme ud og vise i de nordjyske områder syd og nord for fjorden, som er med i den sidste fase af udrulningen her. Vi tager snart på turné rundt i Nordjylland for at hjælpe nordjyderne og få skudt rejsekort godt i gang, fortæller Jens Otto Størup, adm. direktør i Nordjyllands Trafikselskab.
Rejsekortets indtog i Nordjylland bliver samtidig et farvel til klippekortet. Bruger man klippekort til bus og tog i Nordjylland, skal man skifte til rejsekort i starten af 2013. Den 15. februar 2013 stopper salget af klippekort, mens det fra 1. juni 2013 er helt slut med at bruge klippekort til rejser i NTs busser. Man vil dog fortsat kunne købe en kontantbillet.