Butikker udnytter kort frist på gavekort
Foto: Iben Hedemann
Oplevelsesgavekortet Morebox spekulerer i, at kunderne glemmer at bruge gavekortet, så firmaet scorer alle pengene selv. Det mener en række utilfredse forbrugere.
Malene Bøgh Rødbro fra Aalborg og hendes kæreste må spise popcorn og se film derhjemme. De fik et gavekort til en hyggelig biograftur af svigermor, men de nåede ikke at indløse det inden fristen, der lød på et år, og nu føler de sig snydt.
- Det var frustrerende og virkelig en ærgrelse over, at de her penge er spildt. Det er jo noget, der er blevet givet i god tro, for at vi kunne komme ud og hygge os, siger Malene Bøgh Rødbro.
Malenes biografgavekort er udstedt af Morebox. Malene er langt fra alene om at føle sig snydt af dem. Mens andre oplevelsesgavekort oftest gælder i tre år, så gælder Morebox kun i et år. Det kommer bag på mange kunder, der ikke når at bruge gavekortene. På Trustpilot får Morebox sønderlemmende kritik.
- Efter min mening er gyldighedsperioden gjort så kort fra Morebox' side kun med det formål at tjene penge på udløbne gavekort, skriver Allan Bjerre på trustpilot.dk.
85 andre brugere skriver lignende anmeldelser på trustpilot.dk.
- Jeg er ret sikker på at de spekulerer i det her. Du mener, at Morebox spekulerer i, at folk glemmer gavekortene? Ja, det er et bevidst valg, de har taget, siger Malene Bøgh Rødbro.
Forbrugerrådet mener, at Morebox er på kant med forældelsesloven. Man kan godt lave et gavekort på en ydelse, der kun gælder i et år, men selve værdien af gavekortet skal gælde i tre år, mener Forbrugerrådet.
- Det drejer sig om, at butikkerne bør holde sig til de tre års udløbsfrist og ikke spinde guld på at forbrugerne måske glemmer at bruge deres gavekort indenfor tidsfristen, siger jurist i Forbrugerrådet, Jakob Steenstrup.
Oplevelsesgavekort er et marked, der har været i vækst i flere år. Morebox er det eneste firma, hvor de fleste gavekort forældes efter kun et år. Hos det nordjyske Bellevue box lyder fristen næsten altid på tre år.
- Hvis man får et luksusophold på 3000 kroner, så kræver det ofte noget planlægning. Man skal ud og forkæle konen og have en stor oplevelse og børnene skal måske passes. Måske har man fået det i julegave, men har først mulighed for at bruge det halvandet år efter. Så vi synes, at tre år den rigtige tid for os, siger kommerciel direktør hos Bellevue Box, Thomas Holm.
Morebox er ejet af Coop Danmark. Hør deres reaktion på kritikken i Nordjylland LIVE klokken 19.30.