Campingpladserne har det svært

Gæsterne bliver væk fra de nordjyske campingpladser. I stedet drager de i sommerhus.

Den blæsende og til tider våde sommer gør ondt på de nordjyske campingpladser. Gæsterne bliver simpelthen væk og tager i stedet for i sommerhus.

- Det er træls. Vi kan godt se, at vi har tabt i de uger her. Men sådan er det jo, for det går op og ned, siger Karsten Egelund, Jambo Feriepark.

Flere af de nordjyske campingpladser melder om tomme pladser. Det er den dårlige sommer, der får skylden. Også ved Jambo feriepark mærker man de tomme pladser.

- Ishandleren sælger jo også flest is, når solen skinner, og der er 30 grader, og sådan er det også med camping, siger han.  

Jambo feriepark har lige nu 10 til 15 procent færre gæster sammenlignet med 2014. Nedgangen kommer til trods for, at flere undersøgelser viser, at der kommer flere og flere turister til Nordjylland. De vil bare ikke på camping, men i sommerhus.

- Vi har udsolgt i de kommende uger, og det er alle bare os, for de andre bureauer er også fint med, siger Palle Steen Holmbech, Sommerhusudlejer, Feriepartner Blokhus.

Udlejningsbureauerne klager ikke – for her er de næste par uger nemlig udsolgt.

-  Enten bliver det godt eller bliver det et rigtig godt år for os, siger Palle.

Campingpladserne er altså pressede, og ifølge Karsten Egelund er det de mindre pladser, der bliver hårdest ramt.

- Vi er ikke så hårdt ramt, som så mange andre. For vi har mange indendørs faciliteter, som legeland og badeland. Så det er klart, at det trækker op hos os. Men de pladser, der ikke kan tilbyde sådan noget, har det ikke nemt, siger Karsten Egelund, Jambo Feriepark.


Seneste nyt

fra Nordjylland