Champions League i fare: Spillere sender konfliktvarsel
Foto: Michael Kragmann
AaB's forestående Champions League kvalifikationskampe er i fare for at blive ramt af en konflikt. Spillerforeningen har netop sendt konfliktvarsel til Divisionsforeningen.
En konflikt mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen truer de forestående Champions League kvalifikationskampe for de danske mestre fra AaB.
Divisionsforeningen har sendt et lockoutvarsel, og Spillerforeningen har reageret ved at sende en konfliktvarsel.
Det er endnu ikke afgjort, hvornår konflikten vil begynde, hvis de to parter ikke når til enighed inden da. Men det bliver enten 1. juli eller 1. august.
- Vi er havnet i denne situation, fordi Divisionsforeningen har opsagt overenskomsten og efterfølgende sendt lockoutvarsel. Det er helt normal praksis, at vi nu følger op ved at sende konfliktvarsel til Divisionsforeningen. Vi afventer en voldgiftsafgørelse på, om en eventuel konflikt tidligst kan starte 1. juli eller senere. Vi mener jo, at Divisionsforeningens varsel til 1. juli er sendt for sent, siger den tidliger AaB-spiller Jeppe Curth fra Spillerforeningens forhandlingsudvalg ifølge en pressemeddelelse.
Alle spillere vil være omfattede af en eventuel strejke.
- Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at komme frem til en forhandlingsløsning, og vi håber ikke, at vi når til en konflikt. Men hvis det sker, vil spillerne selvfølgelig stå solidarisk sammen fra top til bund. Det gælder i divisionsklubberne såvel som i de klubber, der skal spille kvalifikation til Europa, siger AaB spilleren Patrick Kristensen, der også sidder i Spillerforeningens forhandlingsudvalg.
AaB's første Champions League kvalifikationskamp spilles den 29. eller 30. juli, mens returopgøret spilles den 5. eller 6. august.