Checkbedrag gennem to år
Ved kun at bruge af et bundt stjålne checks en gang imellem lykkedes det en 49-årig mand fra Thy gennem to år at bedrage sig til omkring 100.000 kroner.
Torsdag klappede håndjernene efter et overvågningskamera i en butik i Thisted havde foreviget den 49-årige i endnu et forsøg på ulovligt at skaffe sig kontanter, skriver Thisted Dagblad fredag.
Checkblanketterne havde den 49-årige selv stjålet ved et indbrud i 2006 i en virksomhed i Thy.
Den 49-årige tilstod både indbruddet og de efterfølgende omkring 60 forskellige bedragerier siden da med blanketterne, og han vil fredag blive fremstillet i et grundlovsforhør.