Christina Egelund: - Slut med politik for mit vedkommende
Simon Emil Ammitzbøll-Bille meddelte i dag på Twitter og Facebook, at partiet Fremad, som han i november 2019 stiftede sammen med Christina Egelund, er blevet nedlagt.
Efter Simon Emil Ammitzbøll-Bille her til morgen nedlagde det nystiftede parti, Fremad, står nordjyske Christina Egelund nu uden politisk parti.
Svaret kommer prompte.
- Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.
For Christina Egelund ved endnu ikke, hvad fremtiden byder på. Indtil i morges klokken 9.16 var hun politisk ordfører og næstformand i det nystiftede parti, Fremad. Et parti, som hun sammen med partiets formand, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, stiftede for snart et år siden.
Men her til morgen gik formanden for Fremad så til tasterne – først på Facebook og kort efter på Twitter:
Partiet nedlægger sig selv.
Dermed står Christina Egelund nu uden et politisk projekt at være en del af. En situation, som alt andet lige indbyder til refleksion hos den 42-årige politiker, der indtil folketingsvalget i 2019 sad i Folketinget for Liberal Alliance.
- Jeg vil tage mig tid til at tænke mig rigtig godt om, siger hun og nærmest som for at komme et spørgsmål i forkøbet tilføjer hun:
- Men jeg kommer ikke til at melde mig ind i et andet parti. Det er slut med politik for mit vedkommende.
Det borgerlige og humanistiske parti
Det var den 20. oktober sidste år, danskerne første gang fik et hint om, at Christina Egelund var på vej i en ny politisk retning. Den dag meddelte hun på sin facebookprofil, at hun forlod Liberal Alliance. Partiet havde fået en syngende vælgerlussing ved valget i juni og var gået tilbage fra 13 til blot fire mandater i Folketinget. Valgnederlaget – og dermed tabet af hendes mandat – havde givet Christina Egelund stof til eftertanke og i et længere opslag på sin profil skrev hun blandt andet:
- Splittelsen mellem den nationale strømning og den moderne liberale strømning er hverken ny eller unik for LA. Det er dog min opfattelse, at mens rummet til den moderne liberale strømning i LA bliver mindre og mindre, udvides det nationalkonservative tilsvarende. Og deri ligger årsagen til min beslutning om at forlade LA.
Om Christina Egelund
- 42 år, bosiddende i København.
- Medlem af Liberal Alliance fra 2010-2019.
- Valgt til Folketinget for Liberal Alliance i Nordjyllands Storkreds i 2015.
- Politisk ordfører for Liberal Alliance fra 2016-2019.
- Gruppeformand for partiet fra 2018-2019.
- Mistede sit mandat ved folketingsvalget den 5. juni 2019.
- Næstformand for partiet Fremad 2019-2020.
Godt to en halv uge senere, den 7. november 2019, løftede hun så sløret for sit nye, politiske projekt. Partiet Fremad skulle være et ”borgerligt-humanistisk parti,” som blandt andet slog sig op på en fair udlændingepolitik, en langsigtet klimaindsats og retten til forskellighed blandt mennesker. Simon Emil Ammitzbøll-Bille skulle sidde som formand for partiet og Christina Egelund som næstformand. Men mindre end 12 måneder senere må partiets nu tidligere næstformand og politiske ordfører erkende, at slaget er tabt.
- Jeg synes, at projektet var rigtigt og vi ville rigtig gerne. Der mangler efter min mening et parti som Fremad i dansk politik. Men nu har vi været i gang i et lille års tid og opbakningen har bare ikke været god nok, siger Christina Egelund.
En erkendelse, som med hendes egne ord er kommet snigende over tid og har været en løbende afvejning. Hun mener, at en del af forklaringen på den vigende opbakning til projektet blandt andet skal findes i, at timingen og omstændighederne omkring partiets opstart har været uheldige.
- Vi løb blandt andet ind i sygdom, hvor Simon længe var fraværende på grund af sin kræftsygdom. Og så kom coronapandemien. Så jeg tror, at folks opmærksomhed har været på alt andet end nye partier, siger Christina Egelund.
Hun erkender dog blankt, at årsagen til den manglende succes for partiet Fremad i høj grad også skal findes hos partiets stiftere.
- Og der påtager jeg mig naturligvis min del af ansvaret, fastslår hun.
Fremtiden
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet for hele denne artikel. Christina Egelund, der siden hun var teenager, har interesseret sig for politik, står nu uden et politisk projekt. For selvom det netop kuldsejlede partiprojekt ikke akkurat er blevet skrinlagt på et splitsekund, er der alligevel ikke nogen konkrete planer, som står bøjet i neon for den 42-årige nordjyde.
Ja, det skulle da lige være planerne for de kommende dage.
- Jeg skal ud og gå nogle lange ture langs Vesterhavet, hvor jeg kan blive blæst igennem og tænke mig godt om, siger hun uden antydning af opgivelse i stemmen.
Måske snarere afklaring.
- Jeg er da ærgerlig over det. Men det er jo ikke nogen livstragedie, siger Christina Egelund.