Per Clausen er årets homopolitiker
"Tildeles en politiker, der i årets løb har markeret sig markant positivt for homo-, biseksuelles og transpersoners rettigheder og vilkår."
I dag uddelte Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske deres årlige priser. Den mest kendte, Årets Laks, gik til Morten Kjærum, der er direktør for EU-agenturet for Grundlæggende Rettigheder. Årets homo-politiker blev til gengæld Per Clausen (Enhedslisten) fra Aalborg, og han er ikke sen til at tage imod æren.
- Jeg er meget stolt over at være kåret til årets homo-politiker. Det er en anerkendelse ikke bare af mig, men af Enhedslistens systematiske arbejde med at skabe lige muligheder for alle og for at bekæmpe et indsnævret normalitetsbegreb, som begrænser menneskers mulighed for fri udfoldelse, udtaler Per Clausen.
Per Clausen er i øvrigt heteroseksuel og kæreste med Susanne.