CO2-lager vækker skepsis

De bekymrede borgere, der længe har kæmpet imod planerne om etableringen af et gigantisk underjordisk CO2 lager her i Nordjylland, får nu opbakning fra Christiansborg.  

Energiselskabet Vattenfall vil lave et CO2 lager i undergrunden med plads til to millioner tons CO2 mellem Arentsminde og Birkelse vest for Aabybro. 

Planerne om CO2-lagret er blevet mødt med protester fra de lokale beboere, og derfor er de blevet udskudt flere gange Folketinget skal fra 9. februar diskutere, om der skal gives tilladelse til CO2-lagret, men politikerne både i rød og blå lejr forstår de lokale beboeres bekymringer:

-  Jeg forstår godt, at borgerne er bekymrede. Det ville jeg også være, hvis jeg boede i et område, og der var nogen, der arbejdede med at oprette et CO2-lager. Og vi tager de bekymringer meget alvorligt, når vi skal træffe den politiske beslutning, lyder det fra Venstres Birgitte Josefsen, der er medlem af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. 

Hos Socialdemokraterne er man generelt ikke glad for tanken om, at man gemmer CO2 væk i undergrunden:

-  Jeg synes, at det er forkert, at vi i nutiden blot producerer og forurener, og så gemmer vi det væk i undergrunden, sådan at de kommende generationer kan få problemer, siger Flemming Møller Mortensen (S), der også er medlem af Folketingets Miljø - og Planlægningsudvalg.

Fredag kunne TV2/Nord fortælle om et tv-klip fra et område i Canada, hvor der lagres CO2. Ifølge klippet, har CO2'en forurenet vandet i området, og dyr er døde af det. Derfor kræver politikerne også, at der kommer klar dokumentation på bordet for, hvilke konsekvenser CO2'en har for miljøet. 

Der forventes at ligge en politisk afgørelse klar inden sommerferien.


Seneste nyt

fra Nordjylland