Coe og linjedommer hovedpersoner i nullert

Sønderjyske kunne takke målmand Nathan Coe - og måske også linjedommeren - for pointet i kampen mod AaB.

Selvom det blev 0-0 i kampen mellem Sønderjyske og AaB i Superligaen, fik de 4069 tilskuere noget for pengene. AaB brændte et straffespark og blev måske snydt for en scoring på Haderslev Fodboldstadion.

Det var faktisk en topkamp, de to hold gik ind til. AaB lå inden kampen nummer tre, men den placering ville sønderjyderne faktisk kunne overtage med en sejr. Alligevel havde de to hold forskellige tilgange til kampen.

Sønderjyske satsede primært på dybe bolde hen over forsvaret til Quincy Antipas og Kenneth Fabricius, der dog løb i offside seks gange på sine 56 minutters fodbold.

Derimod havde AaB succes med et hurtigt kombinationsspil. Det gav dem et overtag kampen igennem og resulterede i en del chancer.

Kampens mest kontroversielle episode indtraf efter et hjørnespark i første halvleg. Kenneth Emil Petersen headede på mål, men Daniel Christensen
clearede liggende i luften. Det så dog i mistænkelig grad ud som om, at bolden havde passeret stregen, men linjedommeren holdt flaget i ro.

Det var bare én af mange AaB-muligheder. Jeppe Curth brændte to direktører på Nathan Coe, og australieren måtte også agere redningsmand efter en times spil. Jonas Troest lavede klart straffespark på Jeppe Curth, men AaB-angriberen fik ikke chancen for en tredje duel med Coe.

I stedet var det Rasmus Würtz, der fik ansvaret, men midtbanespillerens halvsvage straffespark var ingen sag at klare for Sønderjyske-keeperen.

Sønderjyske havde også et par muligheder, og specielt spirrevippen Antipas voldte indimellem AaB-forsvaret problemer, selvom nordjyderne dog bevarede initiativet frem til kampens slutning.

Resultatet betyder, at AaB overtager andenpladsen fra OB, mens Sønderjyske overhaler FC Midtjylland og ligger nummer fem.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland