Coolshop-direktør sigtet

Nordjyllands Politi sigter nu direktør Jacob Risgaard fra Coolshop.dk for overtrædelse af persondataloven.

I januar blev direktør og medejer Jacob Risgård meldt til politiet for overtrædelse af persondataloven, virksomheden offentliggjorde overvågningsbilleder af en indbrudstyv.

Nu har Nordjyllands Politi valgt at sigte direktøren for overtrædelsen. Det er blot den anden sag af sin art i Danmark.

- Jeg vil under ingen omstændigheder betale en eventuel bøde, fastslår Jacob Risgård, der nægtede sig skyldig under tirsdagens afhøring, oplyser Nordjyske medier.

Loven giver mulighed for fængsel op til fire måneder, men Jacob Risgård står højst sandsynligt til en større bøde, hvis han bliver dømt.