Ejendomsbranchen kan miste milliarder
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Hvis ejendomsbranchen går i stå, kan det sprede sig til byggebranchen og det finansielle system
En ny analyse fra EjendomDanmark viser, at ejendomsmarkedet kan lide tab i milliardklassen på grund af Coronakrisen. Sker det vil det gå ud over byggeriet og den finansielle sektor.
Lige nu lider hele Danmark under Coronakrisen.
En af de brancher der kan blive hårdt ramt, er ejendomsbranchen. I en ny analyse fra EjendomDanmark estimeres det, at tabet for ejendomsbranchen kan blive et beløb på mellem to og fire milliarder kroner på blot et år. Det præcise tab afhænger meget af krisens længde.
- Hvis krisen betyder, at mange butikker i sidste ende må dreje nøglen endegyldigt om, så rammer det også udlejerne, der står med et tomt lokale. Det tab bliver ikke dækket af hjælpepakker, og derfor vil det – særligt hvis det summer op – virkelig kunne mærkes i ejendomsbranchen. Desværre vil det ikke være isoleret, og det kan brede sig derfra, siger EjendomDanmarks direktør Jannick Nytoft.
For selvom der altid har været butikker, der lukker eller flytter, så har der overordnet set også været nye klar til at overtage lokalerne. Faktisk genudlejes 5-15 procent af alle erhvervslejemål hvert år. Men kan udlejerne ikke genudleje lokale, vil tomgangen stige. Tabet på lejemålene der ikke kan genudlejes, er det, der samlet kan give ejendomsbranchen markante tab.
Tab kan sprede sig til andre brancher
Hvis først ejendomsbranchen bliver hårdt ramt, kan det sprede sig som ringe i vandet. Hvis ejendomsbranchen igangsætter færre projekter, vil det ramme byggebranchen og det finansielle system, hvor ejendomme kan benyttes som pant ved udlån.
”Igangværende byggeprojekter bliver måske ikke stoppet, men det kan betyde, at der ikke er mulighed for at sætte nye projekter i søen. Ejendomsprojekter er store og ressourcekrævende. Fra konkret idé til lejerne kan flytte ind, går der som regel flere år, og det kræver både positive fremtidsudsigter og finansielle muligheder,” siger Jannick Nytoft, der dog også peger på, at netop denne faktor kan være væsentlig for at få gang i økonomien igen.