Coronaen hærger: Jyske lufthavne har mistet 99 procent af sine kunder
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Aalborg Lufthavn står gabende tom under corona-krisen. Udenrigsministeriets udmelding om at blive hjemme i Danmark gør ondt på de danske lufthavne.
Flyselskaberne er sammen med hotel- og restaurantionsbranchen de helt store tabere under corona-krisen. Antallet af passagerer i april måned er nærmest lig nul.
Udenrigsministeriets udmelding om, at man fraråder alle ikke-nødvendige rejser til alle lande som følge af COVID-19 pandemien frem til 10. maj har naturligt nok fået antallet af passagerer i de danske lufthavne til at styrtdykke.
I Aalborg Lufthavn var der i april 99 procent færre passagerer i forhold til april 2019. 1.121 passagerer rejste i april 2020 til og fra Aalborg Lufthavn - mod 114.799 passagerer i april 2019.
SAS gentoptog sine daglige ruter mellem Aalborg og København 17. april, og dét pyntede dog en smule på tallene.
- Det er positivt, at antallet af passagerer på SAS’s indenrigsrute stiger for hver uge, der går. I denne her uge har der således været dobbelt så mange på flyene i forhold til i sidste uge, hvor de daglige flyvninger blev genoptaget. Vi ser det som en indikation på, at erhvervslivets behov for daglige flyforbindelser er helt, helt afgørende for at binde Danmark sammen, også i meget udfordrende tider, siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.
De danske lufthavne kommer først for alvor i omdrejninger, når de danske grænser åbner, og når resten af verden også åbner. For os er det altafgørende, hvordan og hvornår udenrigsministeriet løsner op på deres rejsevejledninger.
Jan Hessellund, administrerende direktør, Billund Lufthavn
I Billund Lufthavn er tallet præcis lige så nedslående. Her gik der i april 3.115 passagerer igennem terminalen – det er 99 procent færre end i april sidste år.
– De danske lufthavne kommer først for alvor i omdrejninger, når de danske grænser åbner, og når resten af verden også åbner. For os er det altafgørende, hvordan og hvornår udenrigsministeriet løsner op på deres rejsevejledninger. Det er nemlig det, der bliver vendepunktet, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Hele indenrigstrafikken går samlet set tilbage med 98,2 procent, således rejste 1.121 passagerer til og fra København i april 2020 mod 63.809 passagerer i 2019.
Sidenhen har både DAT og Great Danes Airlines meldt ud, at de fremover vil flyve ruten Aalborg-København. Dén melding blev offentliggjort 28. april.
- Det er naturligvis meget, meget positivt, at andre aktører i markedet, står klar til at flyve på de meget efterspurgte og populære ruter ud af Aalborg Lufthavn, hvis Norwegian ikke vender tilbage til det danske marked i 2020, siger direktør Søren Svendsen.
Tilbagegang på 100 procent på charterferier
Vi snupper heller ikke charterrejse ind og ud af Aalborg Lufthavn i disse tider. Det ses tydeligt i de netop offentliggjorte statistikker fra Aalborg Lufthavn.
I april 2020 var der en tilbagegang på 100 procent i antallet af charterpassagerer til og fra Aalborg Lufthavn – med 0 charterpassagerer i år mod 7.542 passagerer i april 2019.
Udenrigstrafikken går også 100 procent tilbage i april 2020, da 0 passagerer er registret i april 2020 mod 43.448 i april 2019.
Netop nu opererer SAS sin rute fra Aalborg til København i Aalborg Lufthavn.
I Billund Lufthavn flyver KLM dagligt til Amsterdam, mens Wizz Air har holdt to ruter åbne til Bukarest og Iasi i Rumænien. Destinationer, som er godkendt som ’anerkendelsesværdige formål’.