CrossFit er populært i Aalborg
I dag dystede 20 mænd og ti kvinder i CrossFit i Aalborg. Sportsgrenen er populær for tiden.
CrossFit Aalborg var lørdag vært ved CrossFit SKINS Challenge. Deltagere fra hele landet var med til stævnet.
I Aalborg er sportsgrenen ved at forplante sig. Klubben CrossFit Aalborg har lige nu omkring 220 medlemmer, og flere og flere viser interesse for sporten.
- Vi har tit op til 1000 besøgende på hjemmesiden om dagen, så interessen er stor, siger Martin Jensen, der er indehaver af CrossFit Aalborg.
CrossFit Aalborg er Nordjyllands eneste desiderede crossfit-center. Crossfit er f.eks. intensiv træning med vægte, kropsvægt og bevægelser. Igennem de seneste år er crossfit blevet et godt alternativ til fitness, mener centerindehaveren.
- Det er blevet mere populært at være sund og fit, fremfor at være stor og bodybuilder, så kulturen har ændret sig. Nu går folk også op i at spise økologisk og være sund, og det gør vi også i CrossFit, hvor meget bygger på kost og ernæring, siger Martin Jensen.
20 mænd og ti kvinder kæmpede under stævnet i dag i to indledende heat. De blev testet på styrke, udholdenhed og kondition.
I morgen kl. 19.30 viser TV2/Nord en reportage fra stævnet.