Svindel? Firma bruger særlig metode til at hverve nye kunder
Virksomhedens praksis er i strid med loven, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.
Mette Modeweg Hansen fra Sulsted blev for knap tre måneder siden ringet op for første gang af firmaet, Sund Fornuft, der fortalte, at de var en forbrugerundersøgelse.
- De fortalte mig, at de undersøgte, hvordan folk forholdte sig til deres cybersikkerhed og spurgte bagefter, om jeg ville have resultatet af undersøgelsen sendt til min mail, siger Mette Modeweg Hansen.
Men det var ikke svaret på forbrugerundersøgelsen, hun - og viser det sig, flere andre modtog efter den første samtale med Sund Fornuft.
Ligesom Mette Modeweg Hansen, har Aksel Brandstrup fra Aalborg udtalt kritik på platformen, TrustPilot, om firmaet, der gennem, mener han, skumle metoder, skræmmer folk til at abonnere på deres cybersikkerhedsløsning.
- Jeg giver dem jo min mail og tænker ikke mere over det. Men få dage efter begynder de at ringe til mig, og fortæller mig, at mine private oplysninger er lækket til 'The Dark Web', fortæller han.
Opkaldet han modtog var denne gang også fra Sund Fornuft, men nu fortalte de, at de var en cybersikkerhedsløsning - og det fik Aksel til undre sig.
- Jeg har jo ikke givet dem lov til at undersøge, om mine oplysninger ligger tilgængeligt på nettet, og jeg havde heller ikke aftalt med dem, at de skulle ringe tilbage til mig.
Flere nordjyder følte sig truet
På baggrund af anmeldelser på TrustPilot og senere telefonsamtaler med henholdvis Mette Modeweg Hansen og Aksel Brandstrup har TV2 Nord undersøgt arbejdsmetoderne for cybersikkerhedsfirmaet, Sundfornuft.dk.
I forløbet har vi talt med flere, der oplyser, at efter det første opkald, hvor Sund Fornuft udgiver sig for at være en forbrugerundersøgelse, har de modtaget op mod 11 opkald fra forskellige telefonnumre, der alle har hjemme hos Sund Fornuft.
- Jeg sidder i min bil sammen med min datter, da de ringer til mig første gang. Min datter 'googler' derfor deres navn og kan se, at der faktisk eksisterer et firma under samme navn, som laver forbrugerundersøgelse, fortæller Peer Nannestad Møller fra Thisted.
Men de to firmaer har intet med hinanden at gøre. Til gengæld oplever dem, de ringer til, at cybersikkerhedsfirmaet, Sund Fornuft, bruger det andet firma som dække, for ikke at blive afsløret i første omgang.
- Jeg gav dem sådan en mundtlig røvfuld i telefonen, da de ringede tilbage nogle dage efter, og det gik op for mig og min datter, hvad de havde gang i, fortæller Peer Nannestad.
Bliver uvidenhed brugt til at manipulere?
Aksel Brandstrup mener, at han selv er bevidst om, hvad der foregår online. Han har selv kendskab til 'The Dark Web', men forestiller sig, at andre, der ikke har, kan være nemmere at snyde.
- De siger jo til mig, at hvis jeg abonnerer på deres sikkerhedsløsning, så kan de få mine oplysninger væk fra 'The Dark Web', fortæller Mette Modeweg Hansen.
Hvad er 'The Dark Web'?
The Dark Web eller Det Mørke Internet findes ikke i din normale browser og kan kun tilgås via specielle browsere.
Det er en krypteret platform, hvor ophavet til oplysninger ikke kan spores, og derfor er det også nemt at dele, sælge og købe ting, uden man bliver opdaget.
The Dark Web forbindes ofte med et sted, hvor kriminelle handler trives bedst, men det anvendes blandt andet også til efterforskning hos politiet og til research af journalister.
Kilde: https://videnskab.dk/teknologi/hvad-er-det-moerke-internet-og-hvordan-fungerer-det/
I modsætning til Aksel Brandstrup kendte Mette Modeweg og Peer Nannestad Møller ikke til The Dark Web.
- Jeg følte mig truet til at gøre det, fordi sælgeren i røret gjorde mig rigtig bange for, at mine oplysninger lå der, siger Mette Modeweg Hansen.
Bryder loven for at hverve sig kunder
Efter TV2 Nord har været i kontakt med flere, der oplever Sund Fornufts markedsføringsmetoder som værende spam, truende og manipulerende, sendes der en mail til Forbrugerrådet Tænk.
I mailen spørger TV2 Nord, hvad de mener om vores dokumentation om forløbet.
Se Forbrugerrådet Tænks svar her:
At Sund Fornuft kontakter private uden aftale og fortæller, at deres oplysninger er lækket online, og gentagende gange ringer tilbage, hvis ikke man tager telefonen, mener de altså, bryder med markedsføringsloven og spamforbuddet.
Hvad er Markedsføringsloven og Spamforbuddet?
Markedsføringsloven:
Når du som erhvervsdrivende vil markedsføre dine produkter eller ydelser, skal du sørge for at overholde reglerne for god markedsføringsskik.
Ifølge markedsføringslovens § 3 skal du som erhvervsdrivende udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Dette kaldes typisk markedsføringslovens generalklausul.
Når du henvender dig til forbrugere, skal du derudover vise god erhvervsskik.
Kilde: https://www.virksom.dk/faa-hjaelp-og-svar/virksomhedsjura/markedsfoeringsloven
Spamforbuddet:
Spam er SMS’er, e-mails eller andre former for elektroniske meddelelser, som en erhvervsdrivende har sendt til nogen, der ikke har bedt om dem.
Spam er ifølge markedsføringsloven forbudt, uanset om modtagerne er forbrugere, andre virksomheder, offentlige myndigheder eller andre.
Sund fornuft?
TV2 Nord har kontaktet en af ejerne hos Sund Fornuft, Rasmus Skov Møller, der ikke ønsker at stille op til interview. Han henviste i stedet til sin salgschef, Jan Engelbret, der heller ikke ønskede at stille op til telefoninterview.
Hør Sund Fornufts mail-svar her:
Rasmus Skov Møller og Jan Engelbret, forholder sig altså ikke til, at de ifølge Forbrugerrådet Tænk bryder markedsføringsloven, når de hverver sig kunder ved at udgive sig for at være fra en for forbrugerundersøgelse og senere ringer tilbage uden en aftale og fortæller, at private oplysninger er lækket til The Dark Web.
De forholder sig heller ikke til, at de bryder med Spamforbuddet, men mener i stedet, at deres nye TrustPilot-bedømmelser, som overvejende er positive, er et udtryk for, at de har justeret på deres marketingsmetoder.
TV2 Nord har desuden søgt aktindsigt hos Nordjyllands Politi tilbage i oktober, hvor der ikke er angivet anklager mod cybersikkerhedsfirmaet.
TV2 Nord er heller ikke bekendt med, hvorvidt andre instanser undersøger eller rejser tiltale mod dem for brud på markedsføringsloven eller spamforbuddet.