Cykelløb forsøgt saboteret
Et cykelløb ved Saltum, der skal køres i morgen, er blevet mødt med sabotage.[size=3] [/size]
Det er ikke første gang, at Saltum Trim oplever, at deres cykelløb ikke er velkommen i skoven. Sidste år blev nogle af skiltene vendt, så deltagerne for vild. Andre steder på ruten blev skiltene helt fjernet, og der blev lagt forhindringer ud på stierne.
- Jeg synes det er sørgeligt, at vi ikke alle sammen kan være fælles om naturen, og jeg håber, at vi kan få en dialog med de mennesker der gør det, så vi kan finde ud af, hvad det er de er så utilfredse med, siger afdelingsformand for Saltum Trim Michael Heden til TV2/Nord.
Nu er den gal igen forud for det løb, der skal køres lørdag den 19. oktober, som en del af Fårup Sommerlands efterårsferieprogram. Udsigten til, at deltagerne i cykelløbet kan blive vildledt falder ikke i god jord.
- Vores gæster er jo familier, der gerne skulle have en sjov dag, og det er klart, at vi ikke kan leve med, at gæsterne får en dårlig oplevelse fordi der er nogen der saboterer løbet, siger eventkoordinator Rasmus Madsen fra Fårup Sommerland.
Løbet er planlagt så ruten på intet tidspunkt forlader offentlig vej, og der er givet tilladelse til løbet fra de relevante myndigheder. Alligevel falder det åbenbart en eller flere for brystet.