Cykelmaraton giver trafikproblemer i Aalborg

3000 mountainbikeryttere i Aalborgs bymidte har lørdag formiddag givet udfordringer for trafikkanter og handlende.

Lørdag afholdes landets største mountainbikeløb, hvor omkring 3000 ryttere tramper i pedalerne omkring Aalborg. Det store arrangement og dertilhørende afspærringer har medført store udfordringer for midtbyens handlende, der har haft svært ved at få varer bragt til deres forretninger.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen fortæller i den forbindelse, at politiet lørdag formiddag har været ude for at assistere vareudbringerne med alternative ruter, fordi den oprindelige skiltning og afmærkning ikke har været tilstrækkelig.

Ifølge vagtchefen er det især området omkring Nyhavnsgade, hvor arrangementet giver udfordringer.

Løbet ventes færdigt senest klokken 19 lørdag aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland