Da Goya og Rubens forsvandt

Tilbageblik på det opsigtsvækkende tyveri på Voergaard Slot i 2008.

Klokken er tre om morgenen lørdag den 8. marts 2008, da alarmen går på Voergaard Slot i Vendsyssel. Hurtigt er politiet og bestyrelseformanden for Voergaardfonden fremme.

Der møder dem et sørgeligt syn af en gabende tom væg, hvor to uvurderlige malerier skulle have hængt.

- Det er malerier, som greven, der lavede Voergaard Slot, har bragt herop. De er en vigtig del af vores store samling, og vi vil meget gerne kunne vise dem frem. Så det er meget, meget ærgerligt, siger en oprørt bestyrelsesformand, Hans Jørgen Kaptain, til TV2/Nord samme dag.

En eller flere tyve har stjålet Goyas "Den Gale" og Rubens "Portræt af Marie de? Medici".

Der er ikke mange spor at gå efter. Dog ser det ud til, at tyvene har tabt malerierne to gange på vej ud af slottet. Der ligger rester af gipsrammerne.

Mange spørgsmål melder sig i dagene efter det spektakulære tyveri. Medierne vil vide, hvor meget malerierne er værd. Men de er aldrig blevet vurderet, fordi de ikke skal sælges.

Skagens Museums direktør, Lisette Vind Ebbesen, siger dagen efter tyveriet, at deres kunstneriske værdi overstiger Krøyers malerier.

- Sådan nogle malerier er uvurderlige, og de er nogle af de absolutte perler i hele regionen, lyder det.

Og så - allerede i ugen efter - melder spørgsmålet sig: Er malerierne overhovedet ægte?!

Et af Danmarks mest kendte auktionshuse tvivler, fordi malerierne tilsyneladende ikke er registreret nogle steder.

- Hvis det var blevet fastslået af de rette internationale instanser, så ville vi nok have kendskab til det. Så vi har vores tvivl, siger Kasper Nielsen, vurderingsekspert hos Bruun Rasmussen, til TV2/Nord to dage efter indbruddet.

Politiet efterlyser de stjålne malerier gennem Interpol, hvor man ikke tager hensyn til, om billederne er ægte eller ej. Her er vurderingen, at billederne bliver svære at komme af med, og at det slet ikke er usandsynligt, at de dukker op igen.

16. maj 2008 - to måneder og otte dage efter tyveriet - kan TV2/Nord fortælle, at en 21-årig mand har siddet fængslet for tyveriet siden 17. marts.

Men allerede samme nat, som malerierne blev stjålet, missede politiet en gylden chance for at anholde gerningsmanden.

- Samme nat som tyveriet bliver han standset af en politipatrulje deroppe, og de lægger mærke til, at der er nogle malerier i bilen. Men de var på daværende tidspunkt ikke klar over, at de var stjålet fra Voergaard Slot, siger vicepolitikommissær Frank Olsen til TV2/Nord den 16. maj 2008.

16. august samme år kan TV2/Nord fortælle, at en 25-årig mand fra Vendsyssel er anholdt som medgerningsmand.

Og i april 2009 idømmes den 21-årige to års fængsel og den 25-årige otte måneders fængsel i Landsretten, en lidt mildere straf en byretten var kommet frem til.

Den 25-åriges advokat hæfter sig ved, at de stjålne genstandes

ægthed stadig ikke er fastslået. Voergaardfonden fastholder, at malerier må være ægte.

De dømte tyveknægte kan eller vil ikke fortælle, hvor malerierne er, men som vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Torben Asmussen, konstaterer 31. juli 2009:

- Det er slet ikke unormalt, at sådan nogle malerier kan dukke op lang tid efter tyveriet er begået.


Seneste nyt

fra Nordjylland