Daniel Rugholm vil have ministeren til at tage stilling
Foto: TV2/Nord
Folketingsmedlem Daniel Rugholm har stillet §20-spørgsmål til finansministeren. Han skal forholde sig til digitaliseringen.
Den 1. november 2014 gik alle borgere over til digital post, medmindre de var blevet fritaget.
Problemet er, at selvom en borger allerede er fritaget, skal borgeren indsende oplysninger til Udbetaling Danmark digitalt for at få eksempelvis boligstøtte.
Det Konservative Folkepartis Daniel Rugholm er gået ind i sagen. Mandag stillede han et §20-spørgsmål til ministeren, hvor han havde tre spørgsmål. Han bad ham forholde sig til, om det er rimeligt, at det forventes, at dem der allerede er fritaget for Digital Post, skal indsende oplysninger digitalt; om hvordan han vil sikre, at de ramte ikke pludselig mister ydelser som boligstøtte; og om hvad han vil gøre ved sagen.
- Jeg synes det er nødvendigt, at stille sådan et spørgsmål, hvor ministeren er nødt til at forholde sig til sagen og komme med et svar. Jeg synes, det er urimeligt, at de for eksempel ældre, der allerede har sagt, at de ikke kan magte det, nu skal forholde sig til det igen. Det stiller også kommunen i dårligt lys, når de ikke kan hjælpe borgerne, siger Daniel Rugholm.