Regeringens forslag om en femdobling af afgifterne på kvælstofoxider, de såkaldte NOx-afgifter, har mødt massiv modstand fra flere parter. Først og fremmest fra Procesindustrien under DI, men også fra dele af fagbevægelsen og medlemmer af Dansk El-Forbund, der ser de øgede udgifter som en trussel mod deres arbejdspladser. Dansk El-Forbund har forståelse både for regeringens overordnede hensigter og for medlemmernes bekymring og opfordrer alle parter til at slå koldt vand i blodet.

- Vi er ikke i tvivl om regeringens gode hensigter med at bruge afgifterne som middel til at reducere en farlig forurening. Men umiddelbart virker dette ikke som den bedste måde at gøre det på, siger forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen og fortsætter:

- Et vigtigt aspekt er, at NOx-forureningen er international, og at EU regulerer landenes udledninger. Men det kommende loft for udledning frem mod 2020 er endnu ikke fastsat, og derfor virker det forhastet at presse en ensidig dansk NOx-begrænsning igennem uden at kende det kommende, internationale mål. På grund af forureningens internationale karakter er bekæmpelsen af den mest hensigtsmæssig i en international sammenhæng.

- Samtidig ønsker vi at bevare danske arbejdspladser, også i procesindustrien. Vi ønsker desuden, at elpriserne skal være til at betale for almindelige forbrugere. Det er jo også regeringens målsætning, at Danmarks fremtidige energiforbrug overvejende skal baseres på strøm fra vedvarende energi frem for fossile brændstoffer. Derfor er det uhensigtsmæssigt, at den skærpede forureningsafgift ikke rammer fx brændeovne og transportsektoren, som ifølge eksperterne er de største NOx-forurenere. Vi ønsker ligesom regeringen, at transporten omlægges til en højere grad af elektrificering, men her går NOx-politikken imod hensigten. Der er derfor efter vores opfattelse muligt at hente afgifter hjem uden, at det ensidigt rammer procesindustrien.

- Men problemstillingen er vanskelig. Vi mener, der er perspektiv i en politik, der gør Danmark til frontløber i omstilling til miljøvenlig produktion, og vi bryder os ikke om, at industrien i forsøget på at fremme egne interesser truer med udflytning. Truslerne rammer også vores medlemmer, der tages som gidsler for industriens synspunkter.

- Vi oplever med mellemrum, at industrien bruger udflytningstruslerne, når noget går dem imod, og vi oplever også, at de under alle omstændigheder flytter produktion til udlandet, når det passer deres pengepung bedst. Senest har vi i miljøsagen om forurening af grundvandet med sprøjtegifte set, hvordan det går, når en regering lader sin politik spænde efter økonomiske særinteresser.

- Skatteministeren har selvfølgelig ret, når han siger, at virksomhederne selv bestemmer, om de vil producere i Danmark, men at det er det offentlige, der bestemmer hvordan. Men samtidig vil det klæde skatteministeren at lytte til arbejdsmarkedets parter i denne sag og ikke bare afvise os.

- Vi deler regeringens ønske om at kickstarte dansk økonomi og forstår behovet for finansiering hertil, men det er ikke klogt, hvis dette betyder nedlæggelse af gode danske arbejdspladser. Samlet vurderer vi derfor, at der er brug for en time-out og for at slå koldt vand i blodet. Og det er alle parter, der skal slå koldt vand i blodet.

- En time-out kan bruges til at fastlægge en energi- og afgiftspolitik, der fremmer grønne og vedvarende løsninger og begrænser forureningen, men som samtidig er mere hensigtsmæssig med hensyn til hvem, hvor og hvornår, den rammer. I forhold til samfundet og forureningen skal andre forurenende grupper måske bidrage mere, og måske skal der af hensyn til konkurrenceevne, arbejdspladser og internationale perspektiver gives tilskud, bundfradrag eller på anden måde lempelige vilkår for visse virksomheder.

- Når der så er skabt det, der kommer tættest muligt på et columbus-æg, vil også vi være parate til at yde vores bidrag i den større sags tjeneste.