Dansk Juniorrekord til Aalborg
Første afsnit i weekend'ens DM for hold har været en stor succes for Aalborgs unge og talentfulde hold. De 6 bedste hold forbliver i ligaen, men oprykkerne fra Aalborg har ikke tænkt sig blot at hænge på.
Efter de første 10 løb, der blev afviklet lørdag formiddag, ligger Aalborg på en fornem - og lidt overraskende - 4. plads efter favoritterne fra Esbjerg, VAT og Sigma - men foran Kvik Kastrup og Farum.
Undervejs blev det endda til en dansk juniorrekord til Aalborgs piger i 4x100 holdmedley, hvor den nye tid nu hedder 4.12.10. Det er mere end 2 sekunder bedre end Sigma's hidtidige rekord, der blev sat i december.
Svømmerne, der satte rekorden, var Cecilie Hansen, Maria Pedersen, Emma-Sofie Hestbech og Mie Ø. Nielsen.
I damernes 400 fri svømmede Lotte Friis en aldeles fremragende tid på 4.01.00 - en forbedring på over 1½ sekund af hendes hidtidige rekord, der blev sat i World Cup Series i november.