Danske Privathospitaler solgt
Danske Privathospitaler A/S med afdelinger i seks danske byer, heriblandt Aalborg, sælges til Aleris-koncernen med base i Sverige.
Selskabet Danske Privathospitaler A/S med afdelinger i seks danske byer bliver nu en del af Aleris-koncernen, der har hjemsted i Sverige. Salget sker som følge af en struktureret salgsproces og ud fra et ønske om at finde en ny ejer, som kan og vil realisere det fulde potentiale i Danske Privathospitaler, oplyser det danske selskab.
Danske Privathospitaler har afdelinger i Esbjerg, Hørsholm, Herning, Århus, Odense og Aalborg og er dermed det eneste landsdækkende privathospital. Man beskæftiger godt 80 fastansatte og 300 konsulenter, og behandlingerne foretages af mere end 100 højtuddannede specialister.
- Behandlingen på Danske Privathospitaler har høj international klasse, og med købet får vi adgang til specialkompetencer, som vi kan nyttiggøre i hele Aleris-koncernen, siger koncernchef Stanley Brodén, Aleris.
Ved salget bliver Danske Privathospitaler del af en stærk nordisk virksomhed inden for hospitals- og plejeområdet. Aleris har aktiviteter i Sverige, Norge og Danmark og tilbyder ydelser inden for speciallægebehandling, diagnostik, ældreomsorg og psykiatri.
I Danmark driver Aleris to handicapbotilbud og to plejehjem i Gribskov Kommune samt et plejehjem i Solrød. Endvidere er selskabet leverandør af hjemmepleje i tre kommuner.
Danske Privathospitaler ejes primært af en større kreds af medarbejderne og ledelsen. Det er aftalt mellem parterne, at prisen på Danske Hospitaler ikke oplyses.
/ritzau/