Danskere vil tvinge læger til yderområder

Mange danskere mener, at praktiserende læger skal tvinges til at slå sig ned i udkantsdanmark, viser måling.

Hvis de praktiserende læger ikke selv kan finde ud af at dække hele landet, må der en central styring til. Det er holdningen hos halvdelen af danskerne, viser en måling fra Rambøll Analyse Danmark for Jyllands-Posten.

Her bakker 51 procent af de adspurgte op bag tanken, mens knap 39 procent afviser styring af lægernes frie ret til at købe praksis og slå sig ned, hvor de vil.

- For patienterne vil det være en klar fordel, at man fra centralt hold kan sikre lægedækning i de områder, hvor lægerne ikke automatisk slår sig ned, siger Lars Engberg, formand for Danske Patienter.

- Det kan være i geografiske yderområder som Hvide Sande, men det kan også være i byområder, hvor det heller ikke er så populært at slå sig ned, tilføjer han.

Netop retten til at bestemme lægers placering er et meget centralt slagsmål i de overenskomstforhandlinger mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner, som i øjeblikket er brudt sammen.

Regionernes topforhandler, Jens Stenbæk (V), tolker da også flertallets opbakning til central styring som medvind:

- Det tager jeg som udtryk for, at folk lægger mere vægt på, at vi får bedre redskaber til at styre lægedækningen, end på om lægerne som liberalt erhverv har det sidste ord, siger han til Jyllands-Posten.


Seneste nyt

fra Nordjylland