Dårlig bane ødelagde AaB's fordel

Den snedækkede og fedtede bane i Horsens var hovedårsagen til, at det ikke var til at se, at AaB var en mand i overtal i mere end en time, mener AaB'erne.

AaB fik alt for lidt ud af at være en mand i overtal i næsten en time i Superligaens mandagskamp mod AC Horsens.

Det erkender AaB-træner Kent Nielsen efter 0-0, hvor det nordjyske bundhold ikke for alvor fik lagt det ventede pres på det decimerede hjemmehold.

- Under de vanskelige vejrforhold er det vanskeligt at spille short-passing, som man normalt gør, hvis man skal have en fordel ud af at være i overtal.

- Det kunne vi ikke i dag, og så blev det snarere en fysisk kamp, og der var Horsens bedre end os, erkender Kent Nielsen.

Udvisningen af Horsens' Allan K. Jepsen var højdepunktet i en lidet ophidsende forestilling, og AaB-træneren er ikke overrasket over, at det gik, som det gik.

- Det stod næsten skrevet i tyk neon på forhånd, at det ikke ville blive en stor kamp. Vi spillede ikke specielt godt, men på en dårlig dag, så må vi tage til takke med det ene point, siger Kent Nielsen.

Han får støtte af angriberen Jeppe Curth, der konstaterer, at kampen i Horsens snart vil være glemt.

- Det blev en fuldstændig ligegyldig kamp rent fodboldmæssigt, og den endte med et resultat, der ikke rigtigt hjælper de to hold, mener Jeppe Curth.


Seneste nyt

fra Nordjylland