Dåsemafia
Danskere bliver afsløret i stort tal, når de forsøger at smugle øl og sodavand på dåse over den dansk-tyske grænse i alt for store mængder. Meget af smugleriet går til Nordjylland.
Siden nye regler blev indført 11. juli, har Skat gjort livet surt for 45 danskere, hvor der i virkeligheden er tale om erhvervsmæssig indførelse. Det svarer til en ny sag hver tredje dag.
Chefen for Skat's smuglerikontrol ved grænsen, funktionchef Carl Andersen, udtaler til P4 Syd, at en slags "mafia" kører over grænsen med øl og sodavand dagligt.
- Det er organiseret, og meget er bestemt til Nordjylland og København. Regningen kan hurtigt løbe op i 20.000-30.000 kroner. Oveni risikerer man en bøde ifølge Miljøbeskyttelsesloven på omkring 10.000 kroner.
Vil den slags smugleri få et øget omfang fremover?
- Det skulle gerne være sådan, at de nye regler er med til at begrænse omfanget. Nu gælder det så bare om at få fat i smuglerne. Men når vi så har fat i dem, tror jeg, det vil have en stor præventiv effekt, siger Carl Andersen.