DCU-formand skal undersøges af etisk komité
Foto: Ida Guldbæk Andersen Ritzau Scanpix
Henrik Jess Jensen, formand for DCU, holder på billedet her tale for Mads Pedersen på Københavns Rådhus i forbindelse med Pedersens nyvundne titel som verdensmester i linjelø i oktober 2019.
Etisk Komité under DIF skal nu undersøge beskyldningerne mod DCU's nordjyske formand Henrik Jess Jensen.
Formanden for Dansk Cykle Union (DCU), nordjyden Henrik Jess Jensen, skal nu undersøges af Etisk Komité under DIF. Det skriver DIF på sin hjemmeside.
Det sker efter at Henrik Jess Jensen i de seneste uger har været under beskydning fra flere sider og et bestyrelsesmedlem har krævet hans afgang som følge af flere sager. Formanden skulle blandt andet have forsøgt at få daværende landstræner Catherine Marsal til at udtage sin datter til landsholdet ligesom han, uden bestyrelsens vidende, fyrede løbsdirektør for Post Nord Danmark Rundt Jesper Worre - sådan siger Jesper Worre i hvert fald selv, det skete.
Alvorlige beskyldninger
Etisk Komité under DIF arbejder uafhængift af DIF og kan tage sager om 'good governance' og etik op - enten på opfordring eller af egen drift.
Komitéen kommer med udtalelser og henstillinger, men har ikke mandat til at træffe bindende afgørelser. Herfra lyder det, at sagen om Henrik Jess Jensens opførsel som formand for DCU er 'alvorlige beskyldninger'.
"Der har i medierne været rejst konkrete, alvorlige beskyldninger mod formanden for bestyrelsen i Danmarks Cykle Union, ligesom medlemmer af DCU’s bestyrelse gennem medierne har kritiseret bestyrelsesarbejdet og forhold drøftet i bestyrelsen. Henset til beskyldningernes karakter og alvor og sagens almene betydning for såvel DCU som Danmarks Idrætsforbund, har Etisk Komité besluttet at gå ind i sagen med henblik på at undersøge om good governance er overholdt – også i relation til den offentliggørelse af bestyrelsesmateriale, som har fundet sted," skriver komitéen på sin hjemmeside.