De ældre indretter byen
Foto: Torben Hedemose
De ældre i Aalborg stillede i dag krav til hvordan byen skal indrettes.
Den ældre generation er sundere, rigere og lever længere end tidligere. Og i dag stillede efterlønnere og pensionister i Aalborg så krav til hvordan byen skal indrettes.
I Jomfru Ane Parken i Aalborg kunne efterlønnere og pensionister få sig et slag golf, petanque eller bowling, mens de formidlede deres tanker om en rummelig by, der tager hensyn til ældres behov.
På bagsiden af et postkort kunne de ældre medborgere skrive deres personlige ønsker til politikerne.
Blandt ønskerne var blandt andet flere kommunale gåruter, flere offentlige toiletter og lavere fortovsfliser for elscootere.
Det er Dansk Arkitektur Center der i samarbejde med fem danske kommuner sætter fokus på, hvordan byrummet kan forbedres set ud fra de ældres perspektiv.
- Vil vi skabe en god by og livskvalitet for de ældre i en knap økonomi, må vi forstå hvad der er vigtigt for de ældre. Men det kræver også at planlæggere og politikere træder i karakter som byens helte og virkelig tør gøre en forskel for byen siger medarrangøren Julie Abitz til TV2/NORD.