De blev landskendt som den fine lægefamilie - men bag det perfekte ydre var noget helt galt

Hun mistede tre søskende til voldsom mishandling. Nu fortæller hun sin historie for at få os til at blive bedre til at håndtere sager som hendes.

Vær opmærksom: I denne historie beskrives episoder, som er voldsomme og kan virke stødende.

5. august 1975 blev der afsagt dom i en af de mest grusomme sager om børnemishandling i Danmark.

På anklagebænken i Aalborg sad Ole og Lise Brems. En velklædt overlæge i børnepsykiatri med markante hornbriller og skæg og en kraftig sygeplejerske med midterskilning.

Sammen havde parret adopteret 10 pleje- og adoptivbørn over en årrække på 15 år og var nu anklaget for vold og mishandling af flere af dem.

Dommen overraskede mange og skabte vildt postyr i Danmark, da mange mente, at den ikke stod mål med de forbrydelser, der havde udfoldet sig i parrets hjem.

Paradoksalt nok var parret blevet reddet af et af deres børn, der ikke havde fortalt hele sandheden til politiet forud for retssagen.

Nu står denne datter frem og fortæller sandheden, som hun husker den.

- Jeg har gået et helt liv og gemt på den her store stygge hemmelighed. Jeg skal have det ud af systemet, for ellers brænder det bare sammen indeni, siger Iben.

For selvom at forbrydelserne fandt sted for 50 år siden, er der fortsat meget, vi kan lære af historien, mener hun.

Se 'Mareridtet på Sneppevej' på TV 2 PLAY

Bortadopteret

Iben er i dag 58 år gammel og bor i Silkeborg. Hun arbejder til dagligt som sosu-assistent og er tidligere uddannet lærer. Hun er en høj kvinde med helt kortklippet hår, brune øjne og brun hud.

Iben et resultat af et forhold mellem en tysk kvinde og en ghanesisk mand, der befandt sig i Tyskland efter Anden Verdenskrig. Og selvom at nazimen var besejret på det tidspunkt, var dens raceforståelse stadig en del af samfundet, og mange af de såkaldte mulatbørn var uønskede og blev bortadopteret.

Iben var et af dem. Hun var bare otte måneder gammel, da Ole og Lise Brems i 1965 adopterede hende fra et børnehjem i Hannover.

Iben kom ind i en familie med en mor, far, storesøster og en hund. Udefra en klassisk kernefamilie. Foto: TV 2

Parret med de mangefarvede børn

Lise og Ole mødte hinanden i 1959 på militærhospitalet på Tagensvej i København. Her aftjente Ole sin værnepligt, og Lise arbejdede som operationssygeplejerske.

De blev gift få måneder efter, at de mødte hinanden, og igennem det første år blev Lise gravid adskillige gange, men hver gang endte det med en spontan abort. Til sidste erkendte de, at det nok ikke ville lykkes dem at få biologiske børn, og de besluttede sig for at adoptere.

I 1960 adopterede de et dansk barn, og efterfølgende ville de gerne adoptere flere. De drømte om en stor familie.

Men at adoptere børn fra Danmark var bøvlet og langsommeligt, mente parret, og de fandt ud af, at man langt hurtigere og nemmere kunne adoptere børn fra Tyskland. Det var her, at Iben kom ind i deres liv og året efter drengen Peder, der ligesom Iben kom fra Tyskland og også var mulat.

Og adoptionerne gled nemt, for børnepsykiateren Ole Brems og sygeplejersken Lise Brems lignede udadtil den perfekte adoptionsfamilie.

På bare et år blev familien udviddet med yderligere tre børn og talte på daværende tidspunkt seks børn i alt. Flere af dem havde handicap.

- Det udsprang af kærlighed og ønsket om at gøre noget godt, mener Iben.

- Men det gav også noget status. Her var den her overlægefamilie, som havde overskud til at hjælpe alle de her stakkels børn. Så kunne de jo pudse deres glorie i det.

Familien blev landskendt. De blev omtalt i tv, aviser og diverse ugeblade som det fine lægehjem, der åbnede sig for de svage børn. Det var et glansbillede. Den lykkelige familie med de mangefarvede børn.

Og alle købte den.

Peder (tv.) og Iben (th.) havde et tæt bånd, da der kun var et års aldersforskel. Foto: TV 2

Lise og Ole Brems

På de gode dage var Ibens adoptivmor en fantastisk sjov og vidende kvinde, som Iben beundrede.

Hun blev beskrevet af venner og bekendte som en frisk, frodig og dominerende kvinde. Hun var en varm hønemor, der kunne favne hele familien.

Men som børneflokken voksede, blev der længere imellem de hyggelige stunder. Ole Brems begyndte at arbejde mere og mere og var generelt fraværende. Lise stod alene med børneflokken, der efter nogle år talte hele ni børn.

Med den voksende børneflok steg presset særligt på Lise Brems. Og måske var det en af grundene til, at de forfærdelige ting begyndte at ske.

Iben husker første gang, hendes adoptivforældre var voldelige over for børnene. Hun var omkring fem år gammel.

Hendes bror Peder var låst inde på badeværelset med begge forældre, og Iben og hendes storesøster stod på den anden side af døren.

Børnene kunne høre klaskelyde og lyden af en grædende Peder.

"Prøv at slå ham. Det føles godt", husker Iben, at hendes adoptivfar sagde til sin hustru.

Volden tog til

Familien flyttede til en nybygget villa på over 300 kvadratmeter i Klarup uden for Aalborg. Her var otte børneværelser, tre legehuse og masser ude- og indeplads.

Men selvom at det så pænt ud, var det bag de nybyggede mure, at volden tog til.

Ole Brems begyndte at udskrive opium til sin hustru, fremgår det af akter fra stadsarkivet fra embedslægen. Og her er muligvis en af de andre grunde til, at det kunne gå så galt, som det gjorde.

Opium er et enormt vanedannende stof mod smerter i familie med heroin og morfin. I starten udskrev Ole det til sin hustru på grund af hendes maveproblemer, men han øgede dosis i takt med, at antallet af børn voksede, og presset på Lise tog til.

Lise Brems blev efter kort tid afhængig af stoffet.

Iben husker, hvordan man kunne mærke på moren, når hun var påvirket af opium. Hendes øjne så sorte ud. De blev fyldt med vrede og had.

Og afstraffelserne blev fortsat mere voldsomme.

Ydmygelsen

Lise Brems voldsmetoder var mangeartede og sadistiske.

Hun kunne finde på at hælde skoldhed grød ned i halsen på børnene. Hun dryppede neglelakfjerner i deres øjne, låste dem inde flere dage i træk, spændte dem fast i spændetrøjer, bagbandt dem i bryggerset og slog både med knytnæver og med en kødhammer.

- Vi børn talte om den bløde og den hårde side af kødhammeren, husker Iben, når hun tænker på den takkede og flade sige af metalredskabet.

For kødhammeren var en af Lises faste afstraffelsesmetoder.

Men Lise Brems afstraffede ikke kun børnene fysisk. Hun kunne finde på at gøre ting for at tage værdigheden fra børnene, husker Iben.

- På et tidspunkt var jeg blevet inviteret til en fødselsdag, men jeg havde ikke fået en fysisk invitation, så min mor troede ikke på mig og kaldte mig løgner, siger Iben.

- Så hun fik mig til at gå i skole med et skilt på ryggen, hvor der stod løgner. Den følelse af ydmygelse ... Et blåt mærke forsvinder, men når ens personlighed og selvforståelse bliver mast, det er forfærdeligt, det kommer du aldrig af med.

Frygten for at sladre

De hyppige afstraffelser begyndte at blive sværere og sværere at skjule. Men børnene sagde ingenting.

- Jeg kan huske, at have fået at vide, at hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, så kunne jeg bare blive sendt tilbage, husker Iben.

At Iben og hendes søskende ikke fortalte om mishandlingen, er ikke mærkeligt, fortæller børnepsykolog Lise Andersen.

Et adoptivbarn har nemlig i sagens natur allerede oplevet et brud i det tætte bånd mellem forældre og barn, og det kan skabe en stor frygt i barnet for at blive forladt igen.

- Når man så som barn kommer ind i en familie med voldelige voksne, så kan de børn ende med at gå med til rigtig meget og være utrolig loyale af frygt for at blive forladt en gang til, siger Lise Andersen.

Børnene var aldrig hjemme og lege hos andre børn. På den måde kunne Iben og hendes søskende heller ikke spejle sig i, hvordan det foregik i andre hjem.

Dødsfaldene

I efteråret 1972 begyndte volden at tage til, og særligt stod den thailandske, treårige Uffe for skud.

I en efterfølgende afhøring fortæller Ole Brems, hvordan han overværede Lise Brems slå Uffe med en kødhammer i hovedet, men at han omgående stoppede det.

Han huskede ikke, om Uffe blødte.

Uffe blev adopteret fra Thailand, da han var 1,5 år gammel. Foto: TV 2

29. oktober 1972 døde den treårige thailandske dreng. Han nåede at være halvandet år hos familien.

- Da Uffe dør, må jeg med skam sige, at jeg ikke reagerer så kraftigt, for han var der ikke så længe, og jeg var ikke så tæt knyttet til ham, siger Iben. Hun var selv lige knap otte år gammel på det tidspunkt.

Ole Brems skrev selv dødsattesten og kørte Uffe på krematoriet og fik ham brændt. På dødsattesten stod der, at Uffe var død af lungebetændelse.

I julebrevet til venner og bekendte skrev familien om Uffes død med en vag forklaring. Kort efter Uffes død blev der givet plejetilladelse til en ny fireårig pige.

Af akter fra stadsarkivet fremgår det, at Børneværnet løbende fik kendskab til rygter om vold i familien Brems. Det gjorde de efter indberetninger fra en nabo og en lærer.

Et dødsfald mere

Midt i skoleåret 1972 til 1973 flyttede Ole og Lise Brems alle deres børn fra Klarup Skole, hvor en lærer var begyndt at tvivle på de mange forklaringer, til en privatskole i Aalborg.

Men selvom at den nye skole i starten ikke observerede noget unormalt, så gik der ikke længe, før skolekammerater undrede sig over børnenes blå mærker og sår i hovedet.

Og så skete endnu et dødsfald.

- Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor Peder, Malene og Iben ikke var i skole, siger daværende skolekammerat Søren Braes.

Thailandske Malene, som Iben var næsten jævnaldrende med og tæt knyttet til, var blevet lagt i seng som straf. Hun skulle ligge i sengen i en uge for nedrullede gardiner, fortalte Ole Brems senere i retten.

- Jeg kan huske, at jeg sad ved hendes seng og så hende blive grå og ikke vide, hvad jeg skulle gøre, siger Iben.

- Jeg husker lugten af kommende død. Man kan bare lugte det.

Næste morgen vågnede Iben i overkøjen over Malene, og da hun kiggede til hende, lå hun helt stille og var kold.

Det var 7. november 1973. Malene døde i en alder af 10 år.

Malene blev adopteret fra Thailand, og hun mandlede den ene hånd og en del af den anden arm. Hun var næsten jævnaldrende med Iben og Peder, og de tre blev hurtigt et tæt knyttet lille hold. Foto: TV 2

Det er senere kommet frem, at Lise fortalte en veninde, at hun var død af en hjerneblødning, og det samme stod i julebrevet det år.

Ole Brems lavede en dødsattest, og den lille pige blev brændt.

Peders død

Men hvordan kunne det komme så vidt, at børnene skulle dø?

Ifølge Iben virkede det som om, at Lise Brems ønskede at "knække" børnene. Og nogle børn arbejdede hun hårdere på end andre. Hårdest gik det ud over Peder, som Iben var tæt knyttet til.

Peder var også et af Oles yndlingsbørn. Og Iben mener, at det også gik hårdere ud over Peder for at straffe Ole for hans fravær. Samtidig var Lise Brems voldsomt afhængig af opium på dette tidspunkt.

I skolen oplevede skolekammeraterne, at Iben og Peder trak sig ind i sig selv efter Malenes død. Og i sommeren 1974 så skolekammeraterne ikke meget til særligt Peder. Derhjemme begyndte den niårige dreng at tisse i sengen om natten.

Iben husker den dag, hvor Peder døde.

- Peder lå spændt fast på en slags briks i bryggerset, og jeg var med derude for at se, hvad der kunne ske med mig, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt. Så så jeg det, jeg plejede at se. Min mor, Lise, slog Peder, og min far, Ole, var også derude, siger Iben.

Peder var skræmt fra vid og sans, og han lavede i bukserne.

Lise sagde til Peder, at han skulle spise sin egen afføring, og puttede det ind i hans mund. Ole fandt noget hjemmelavet vin, som de også hældte i drengens mund.

Imens at det voldsomme scenarie udspillede sig, kiggede Lise Brems igen og igen over på Iben for at se, hvordan hun reagerede. Der var en magtkamp imellem de to, husker Iben. Viste Iben følelser, ville hun have overgivet sig. Men samtidig fik hun en følelse af at være medskyldig ved ikke at gøre noget.

Børnene nåede at kigge hinanden i øjnene.

- Vi så på hinanden, og jeg så, hvad han følte. Vi havde jo kun det splitsekund, hvor vi var sammen. Og så kunne han og jeg give slip, siger Iben.

Og så døde Peder.

Peders klassekammerat Søren Braes husker ham som sjov, en god kammerat og som en teamplayer. Foto: TV 2

I dødsattesten skrev Ole Brems, at niårige Peder døde af en lungebetændelse. Det var den 21. august 1974.

Morgenen efter spurgte Lise Brems ved morgenbordet, hvor Peder var. Iben svarede: "Du slog lidt hårdt i går, mor".

Iben fortæller efterfølgende, at Lise af og til ikke kunne huske, hvad hun havde gjort, når hun var påvirket af opium.

Afsløringen

Efter Peders død havde Ole Brems sværere og sværere ved at opretholde facaden. Han blev depressiv og lod sig indlægge. I efteråret 1974 besluttede Ole, at han ville skilles og flyttede fra Sneppevej.

Efter at han havde forladt hjemmet, betroede han sig til en kollega, og hun alarmerede Børneværnet. Men først da en familieven også skrev til myndighederne, skete der noget.

Embedslægen blev sendt til Sneppevej og besluttede, at en stærkt afkræftet Michaela skulle indlægges. Den syvårige vejede på daværende tidspunkt 10 kilo, hvor normalen ligger omkring 20 kilo.

10. januar 1975 blev den 43-årige Ole Brems og hans fraseparerede kone, Lise Brems, anholdt tiltalt for børnemishandling.

I skolen blev børnene kaldt ind på rektors kontor og fik nyheden. De blev herefter sendt på børnehjem.

Ole og Lise Brems i deres have i Klarup i Nordjylland. Foto: TV 2

Fortalte ingenting til politiet

Mens familien blev efterforsket, boede børnene på børnehjemmet.

I den tid var børnene tit på besøg hos nogle venner af familien. Det har Iben mange gode minder fra. Hun fik lov til at være et legende, grinende barn. Hun betroede sig til familiens jævnaldrende datter, Anna, og fortalte hende i detaljer, hvad hun havde været udsat for, og hvad hun havde set ske mod sin bror Peder.

Men da hun blev afhørt, fortalte hun intet om, hvad hun havde oplevet. For det havde hun og hendes søskende aftalt.

Og det undrer ikke psykolog Lise Andersen.

- Børn kan være bange for konsekvenserne for, hvad de siger. Man skal spørge på en anden måde, end man spørger voksne, siger hun.

Anklageren havde derudover en svær sag. De afdøde børns lig var blevet brændt – og med dem alt bevismateriale. Derudover var det på daværende tidspunkt lovligt at slå børn, og det komplicerede sagen yderligere.

5. august 1975 faldt dommen, og et ramaskrig gik igennem den danske befolkning.

Under retssagen var billeder af de afdøde børn hængt op i retslokalet, så "man kunne se, hvem det drejede sig om", som anklageren formulerede det. Foto: Jens Morten Sørensen, Ritzau/Scanpix Foto: TV 2

Dommen

Lise blev idømt fire års fængsel og blev frakendt retten til at virke som sygeplejerske på ubestemt tid. Ole blev idømt to års fængsel og frakendt retten til at virke som læge i tre år.

Den danske befolkning havde på forhånd dømt parret, og der opstod voldsomme protester både i retslokalet, da dommen blev læst op, og efterfølgende i aviser og ugeblade.

Og så kom lynchstemningen. Hvem kunne holdes ansvarlig? Hvorfor havde parret ikke fået en hårdere straf? Hvordan kunne det ske?

I dagspressen blev der især peget på Børneværnet, der ifølge kritiske røster ikke havde reageret tids nok trods to indberetninger.

Men bortset fra små påtaler frikendte Socialministeriet Børneværnet i sagen.

Alligevel fik sagen konsekvenser i Danmark.

- Brems-sagen var med til konkret at ændre lovgivning, og det ser man ellers meget sjældent, siger historiker Frederik Strand.

Lægeloven blev ændret, så læger ikke længere kunne skrive dødsattester på nære pårørende. En af de helt store grunde til, at parret var sluppet så billigt, var nemlig, at da Ole havde udfærdiget dødsattesterne og lovligt fået børnene brændt, havde han også fjernet alt bevismateriale. På den måde kunne han og Lise ikke anklages for den værste tiltale om vold med døden til følge.

Adoptionsloven blev ændret, så der blev indført et nævn, der skulle føre tilsyn med adoptionsprocessen.

Børnene boede på børnehjem i de otte måneder, som sagen kørte, men da forældrene blev dømt, skulle der findes en permanent løsning. Iben blev placeret i en plejefamilie, hvor hun var i fire år.

12. juli 1976 – efter halvandet år i fængsel – døde Lise Brems af hjerteproblemer. Efter endt afsoning blev Ole Brems gift igen og fortsatte med at praktisere som børnepsykiater indtil sin pension.

Iben i dag

I dag bor Iben i Silkeborg og arbejder som sosu-sassistent. Hun er oprindeligt uddannet lærer, men forlod faget, fordi hun oplevede ikke at blive hørt på sin arbejdsplads, da hun ville underrette kommunen vedrørende en bestemt elev, som, hun mente, mistrivedes i hjemmet.

Iben endte med at sige sit job op, fordi hun ikke kunne være i det, og hun lavede efterfølgende en underretning som privatperson.

Det er også en af grundene til, at hun nu fortæller sin historie. Hun håber på, at hendes beretning kan være med til, at systemet bliver bedre til at passe på udsatte børn.

For selvom at det er blevet bedre siden hendes barndom, så er der stadig langt, mener hun.

Når det kommer til hende selv, så har hun fundet en måde at tilgive sine adoptivforældre på.

- Jeg kan sagtens tilgive. Og det har jeg gjort. Men det gør ikke, at jeg accepterer, og at jeg forstår. Men jeg kan godt tilgive mennesket bag, når det er for selv at komme videre, siger Iben.

Hun har dog skullet kæmpe hele sit liv med det, hun har været igennem. Og det har aldrig været nemt.

Hun har i dag meget svært ved at lukke folk ind i sit liv og ved at stole på andre. Hun har ikke selv stiftet familie og bor alene. Men hun har et godt liv, synes hun.

- For mig er livet en gave, som jeg værdsætter rigtig meget og er taknemmelig for, at jeg har. Det gør man jo gerne, hvis man har været tæt på at miste det.

Iben lever også sit liv for sine afdøde søskende.

- Det skylder jeg dem. At få noget ud af det, som de ikke fik lov til, siger hun.

TV 2 bringer ikke Ibens efternavn af hensyn til sagens karakter og personlige årsager. Hendes fulde navn er redaktionen bekendt.

Ole Brems er blevet forelagt den kritik, der bliver rettet mod ham i programmet, og han har ikke ønske at medvirke eller kommentere på kritikken.

Se 'Mareridtet på Sneppevej' på TV 2 PLAY.

Artiklen er skrevet af Nanna Nagy - nnag@tv2.dk.