De skruer om dagen og piller om natten: Trækkerdrengene vender tilbage

De elsker traktorer og bacon, og så giver de ikke meget for økologi og elbiler. Team Lækatten er tilbage på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk.

Trækkerdrengene har premiere på TV2 Nord Salto tirsdag 1. december klokken 19.50. Du kan allerede nu se snigpremiere på første afsnit nederst i artiklen – og lige her kan du finde første og anden sæson.

Team Lækatten er bidt af en gal traktor. For dem fylder traktorer en stor del af hverdagen, og højdepunktet er, når timevis af reparationer kulminerer i traktortræk, hvor holdet skal vise, hvad de dur til.

 
 

Nu vender Team Lækatten tilbage i tredje sæson af Trækkerdrengene. Men intet er, som det plejer. Coronavirus har også ramt traktorsporten, og teamet med mottoet ”Skruer om dagen, piller om natten” må modvilligt lade traktoren stå i garagen det meste af tiden.

I stedet har de blandt andet meldt sig til madlavningskursus med LandboUngdom, hvor mottoet nu lyder: ”Bacon kan bruges til alt”. Så da der er stjerneskud på menuen, er det selvfølgelig med bacon som tilbehør.

 

- Det er hyggeligt at komme ud og snakke med nogen. Især i den mørke tid, hvor der ikke er så mange traktortræk og arrangementer. Så kan man få et par øl og noget at spise, siger Alex Simonsen fra Team Lækatten.

Team Lækatten studerer opskriften til stjerneskud nøje.
Team Lækatten studerer opskriften til stjerneskud nøje.
Foto: Tor Løkken

Kærestetid i traktoren

I den nye sæson er der også et gensyn med parret Chris Thomsen og Henriette Bæk Jensen, der har købt en ejendom udenfor Tårs med plads til både traktorer og heste.

Henriette vidste godt, hvad hun gik ind til, da hun blev kærester med Chris.

- Det der med at have kærestetid, det foregår som regel i en traktor. Men det har jeg vidst fra starten. Til gengæld er der heller aldrig nogen, der brokker sig over, at jeg bruger meget tid på hestene, fortalte Henriette Bæk Jensen i sæson 2.

Chris Thomsen kører ikke længere langture.
Chris Thomsen kører ikke længere langture.
Foto: Tor Løkken

I Trækkerdrengene sæson 3 er vi med på Chris Thomsens job som lastbilchauffør. Han er stoppet med at køre langture og har nu fri i weekenderne.

- Da vi havde købt ejendom, syntes jeg ikke længere, at det var så sjovt at sove ude, siger han.

- Mange griner ad os, men vi har det sjovt

Selvom Chris Thomsen godt kan lide bacon, og selvom Henriette stadig har til gode at se ham imponere i et køkken, springer Chris madlavningskurset over.

- Det har jeg sgu ikke tid til, siger han.

 
 
Foto: Tor Løkken

For Steffen Schultz Andersen, der er en fast del af Team Lækatten, er madlavningskurset en god måde at bruge tid med kammeraterne på. Her kan de få en snak og en øl, mens de steger toastbrød i margarine og spiser bacon, som var det slik.

- Mange griner ad os, men vi har det sjovt og laver alt muligt fra gang til gang, siger han.

Trækkerdrengene har premiere på TV2 Nord Salto tirsdag 1. december klokken 19.50. Du kan allerede nu se snigpremiere på første afsnit herunder – og lige her kan du finde første og anden sæson.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland