Debat om Pitsvej fortsætter
Byrådet i Aalborg Kommune skal om 14 dage tage stilling til, om man vil sælge fire bygeniner i Hammer Bakker til Kriminalforsorgen.
Magistraten ville ikke godkende et salg til kriminalforsorgen.
Med stemmerne tre mod og to for afviste Magistraten ved Aalborg Kommune et salg af fire bygninger på Pitsvej i Hammer Bakker i Vodskov. Sagen skal nu for byrådet, der om 14 dage skal afgøre, om kriminalforsorgen skal have lov til at indrette en pension med plads til 27 beboere, der skal afsone de op mod sidste tre måneder af deres straf.
- Jeg er imod. Og det er jeg, fordi jeg synes, det er en dårlig idé at placere et tilbud fra kriminalforsorgen inde midt i Hammer Bakker, hvor vi har de mest sårbare borgere i vores kommune, siger rådmand Tina French, der sammen med Tommy Eggers og Anne-Dorte Krog stemte mod et salg.
Flere beboere fra området har ytret skepsis ved tanken om, kriminalforsorgens planer for bygningerne. De er frustrerede over, at de ikke bliver involveret i sagen, men det ser der ikke ud til at blive ændret ved, selvom det nu er op til byrådet at træffe en afgørelse.
- Hvis man laver noget, som er inden for en lokalplans rammer, så går man ikke ud og spørger alle mulige, om de synes, at man skal bygge en idrætshal eller en børnehave, siger borgmester Henning G. Jensen.