Den er god nok: Får søheste fra Legoland

Fredag ankommer et nyt hold søheste til Nordsøen Oceanarium. Og søhestene kommer faktisk fra Legoland.

Nordsøen Oceanarium har siden 2010 haft et akvarium med søheste. De små hestelignende fisk fascinerer mange af stedets gæster og er nogle af de mest fotograferede dyr på stedet.

- Søhestene bliver cirka fire år gamle. De yngler gerne i fangenskab, men da vores grundbestand er fra samme kuld, er det vigtigt hele tiden at tilføre nyt blod for at forhindre indavl. Søheste er fredet i naturen, så derfor skal de være opdrættet i fangenskab, skriver oceanariet i en pressemeddelelse.

Oceanariet har mange samarbejdspartnere i akvarier i hele Europa. Denne gang kommer søhestene fra akvariekollegerne i Legoland, der er leveringsdygtige. Tidligere har Timmensdorf Zoo i Tyskland leveret hestene.

Personale fra akvariet i Hirtshals skal fredag til Billund for at hente de små charmerende fisk. Det drejer sig om den art der hedder Big-belly seahorse Hippocampus abdominalis, der ikke har et dansk navn.

Denne søhest-art lever i New Zealand og i Australien, men der findes en lignende art i den sydlige del af Nordsøen, nærmere bestemt i den engelske kanal/Themsen. Søheste æder mysis og artemia, der er meget små krebsdyr.


Seneste nyt

fra Nordjylland