Designertyve får fire måneders fængsel
Foto: TV2 Nord
To mænd blev mandag ved Retten i Aalborg dømt for at have stjålet dyre designermøbler.
En nabo til et hus i Hjørring var opmærksom, da to indbrudstyve var på spil. Billeder, som naboen havde taget af indbrudstyvenes bil, endte med at knytte de to mænd på 38 og 42 år til et kup af dyre møbler.
Blandt andet på den baggrund er de blevet idømt fire måneders fængsel hver.
I det største forhold i anklageskriftet var de to mænd tiltalt for i forening at have begået indbrud på en adresse i Hjørring.
Her var de tiltalt for at have stjålet en Wegner ”Nøglehullet” gyngestol, en Wegner ”Spansk stol”, to Ole Wancher lænestole, en Kaj Bojesen abe og smykker.
Kuppet løb i alt op i en værdi af omkring 150.000 kroner.
Bredt anklageskrift
Det var dog et bredt anklageskrift, som anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi havde fremlagt.
Anklagemyndigheden gik i retten efter seks måneders fængsel til hver af de to dømte, som altså endte med fire måneders fængsel.
Udover forholdet vedrørende tyveri faldt der i retten dom for hæleri, kørsel på el-løbehjul under påvirkning af euforiserende stoffer samt et mindre indbrud af blandt andet nogle dagligvarer.
De to mænd var også anklaget for at have stjålet dyre, udendørs PH-lamper, men blev frifundet herfor.
Du kan læse hele det vilde anklageskrift herunder.