Desperate forældre efter konfirmations-kaos: - Jeg bliver stresset, for det er svært at finde noget andet
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord
Louise Smith Jensen skulle have holdt konfirmation på store bededag i 2025, men hvad der nu skal ske, er uvist.
Danskerne må nu vinke farvel til store bededag. Det betyder, at flere af landets konfirmandforældre skal starte forfra i planlægningen af den store dag.
Hos Louise Smith Jensen i Biersted blev vejret holdt under dagens afstemning i Folketinget om store bededag.
- Jeg bliver bare lidt stresset, for jeg synes allerede, at det var svært at finde noget, selvom man var ude to år før.
Hendes tvillinger skal konfirmeres på store bededag i 2025, og lokalerne er allerede booket. Så afstemningen har stor betydning for Louise Smith Jensens planlægning.
VIDEO: Konfirmations-kaos efter afskaffelsen af store bededag:
Store bededag bliver afskaffet
Allerede under afstemningen stod det klart for Louise Smith Jensen, at afskaffelsen altså blev en realitet.
- Den bliver afskaffet. Og så tænker jeg jo sådan lidt, hvad bliver det næste så?
Men heldigvis fik hun skrevet en afbestillingsmulighed ind i sin booking af lokationen, så hun kan få pengene tilbage, hvis tvillingernes konfirmation rykkes til en anden dato. At skulle finde et nyt sted til festen ærgrer hende dog.
- Det har jeg det faktisk rigtig træls med. Altså, det er ikke jordens undergang, men jeg synes, det er en ærgerlig drejning, siger Louise Smith Jensen om Folketingets beslutning.
Trods store protester, modstand fra oppositionen og en langtrukket debat, blev det til slut et stort ja med 95 stemmer for og 68 imod afskaffelsen af store bededag.
Planlægningskaos
Nu venter de store beslutninger om konfirmationerne så for landets præster.
- Det er jo bare en stor og betydningsfuld dag for de unge mennesker at skulle gå fra barndom til ungdom, og derfor er det ikke sådan noget, at man bare lige jager til at lave en konfirmation. Det er jo planlagt i hele familien - også i flere år i forvejen, siger formand for Præsteforeningen Pernille Vigsø Bagge.
I hendes kirke i Løgstør er konfirmationerne planlagt frem til 2032, så landet over er der mange konfirmationer, som nu skal rykkes rundt de næste mange år.
- Det giver de unge en usikkerhed i forhold til, hvad er det, de har glædet sig til, og hvad er det, de kan se frem til i stedet for. Så selvfølgelig løser det sig, men det er også noget bøvl, siger Pernille Vigsø Bagge.
Kan man ikke bare lægge det lørdag eller søndag, hvor folk har fri?
- Det bliver også konsekvensen af det. Problemet er bare, at der er rigtig meget planlægning, når hver fjerde konfirmation er planlagt til at lægge store bededag de kommende år. Så er der noget logistik i at få plads i især de større byområder på de lørdage og søndage, der så er til rådighed.
Hvad skal der ske?
Hos familien Smith Jensen håber de nu, at konfirmationen flyttes til lørdag, selvom det også kommer til at give udfordringer.
- På nuværende tidspunkt kan mange af de restauratører og festlokaler allerede være booket om lørdagen til andre ting, eller nogle kan være hurtigere ude, end jeg lige er, så det bliver lidt at starte forfra, og hvem kommer først, siger Louise Smith Jensen.
Men det er nu op til de enkelte kirker at fastlægge om konfirmationerne skal flyttes til andre datoer, eller om de holder ved fredagen, selvom det fra 2024 ikke længere er en fridag.
- Vi må afvente, hvad vores præst og kirken beslutter sig, men jeg håber, at alt det flasker sig. Men jeg synes bare, det er ærgerligt, siger Louise Smith Jensen.