Det bliver nemmere at være aktiv turist i Nordjylland
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
En ny portal skal give overblik over attraktioner og aktiviteter i Nordjylland.
Mange kender fornemmelsen af at sidde i et sommerhus og ikke vide hvilke aktiviteter, der er at kaste sig over.
Tidligere har det været op til den enkelte attraktion at markedsføre sig selv på kryds og tværs af turistområderne i Nordjylland, men med en ny portal får turisterne et samlet overblik over hele regionens aktiviteter.
Portalen er lavet i af digitalbureauet Combine og VisitNordjylland.
- Nu får turisterne en hjælpende hånd, når de enten på forhånd skal planlægge ferien eller pludselig ønsker at tage på museum eller surfskole, siger Lars Enevold Pedersen, der er direktør i VisitNordjylland.
Han er meget begejstret for den nye portal.
- Jeg ser den som et kæmpe aktiv, der er med til at gøre det meget nemmere at være aktiv turist i Nordjylland, siger han.
Gennem portalen kan man let finde helt specifikke aktiviteter, som passer til ens interesse. Er man for eksempel til fiskeri, mountainbiking eller vandring, så kan man hurtigt finde frem til mulighederne i området.
Portalen kan findes på VisitNordjyllands hjemmeside.