Det bugner med kunstudstillinger i påsken
Foto: Ib William Christensen
Påsken betyder for mange frokost med familie og venner eller en tur i haven. Men påsken er også højtid for kunstudstillinger i hele Nordjylland.
På Herregården Bratskov byder er masser af kunstinteresserede nordjyder dukket op til årets påskeudstilling.
- Det er sådan en tradition vi har hver påske, at vi tager ud og kigger på de udstillinger, der er, og ser, om der er noget spændende, siger Pernille Ripadal.
Her i påsken bugner det med muligheder for at besøge nordjyske kunstudstillinger. Lige fra Skagen til Hobro bliver kunstværker vist frem. På Dronninglund Slot har der været udstillinger i påsken i mere end 20 år - og i år er ingen undtagelse.
- Der er god interesse for det her i påsken, og folk kommer og hygger sig og får en oplevelse ud af det, siger Inge Frederiksen, der er medarrangør af Påskeudstillingen på Dronninglund Slot.
De besøgende i Dronninglund hygger sig da også med at bruge fridagene i påsken på andet end påskebryg og havearbejde.
- Det er jo for at få lidt afveksling i forhold til hverdagen. Se hvad andre laver, og man kan også blive glad af nogle af de ting, man ser, siger Benny Munk Pedersen.
- Jeg synes det rigtig spændende at se forskellige udstillinger, og der jo altid nye kunstnere, som har noget spændende at bidrage med. Og det er også rigtig rart med lidt nyt input, når man endelig har fri fra skole, siger Katrine Schultz.
Selvom der er et hav af påskeudstillinger, så mærker man ikke konkurrencen om publikum på Bratholt.
- Nej, tværtimod vil jeg sige, for folk kører rundt efter det. Hvis man selv kører rundt selv, så møder man ofte de samme mange steder, så jeg tror simpelthen, at det er en tradition, at folk ved, at der er påskeudstillinger, siger Karen-Margrethe Lauridsen, der er medarrangør af Påskeudstillingen på Bratskov.
Så længe nordjyderne fortsætter med at besøge de mange kunstudstillinger, så fortsætter man da også med at vise værkerne frem i påsken både i Brovst og i Dronninglund.
- Ja, det gør vi, for der er god opbakning til det, og kunstnerne vil også gerne komme, siger medarrangør af udstillingen i Dronninglund Inge Frederiksen.