Det er en "helt særlig" situation, siger EL-profil efter markant forslag

Foto: Privatfoto.

Et opgør er på vej i Enhedslisten. Ved et ekstraordinært møde er der lagt op til at gøre det lettere at ekskludere partimedlemmer.

Det er en helt særlig og problematisk situation, at en del af Enhedslistens bagland gentagne gange undsiger partiets beslutninger – og situationen skal løses.

Nogenlunde sådan lyder budskabet fra Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, Per Clausen, efter at hovedbestyrelsen søndag aften besluttede at indkalde til et ekstraordinært årsmøde i december.

Per Clausen er selv medlem af hovedbestyrelsen, og til det ekstraordinære årsmøde skal det besluttes, hvorvidt reglerne for at ekskludere partimedlemmer skal lempes.

Ifølge Clausen er der brug for "nogle redskaber", så partiet – hvis det er "nødvendigt" – kan skride "til handling” over for personer, som gentagne gange offentligt modsiger og anfægter partilinjen.

Partiet har i flere uger været plaget af intern uro, særligt fordi en del af partiets bagland offentligt har kritiseret partitoppens stillingtagen til krigen i Mellemøsten. De kritiske røster kommer navnlig fra en fraktion, som hedder Rødt Venstre.

Fraktionen består af flere nuværende og tidligere medlemmer af Enhedslisten. Den mener blandt andet, at Enhedslisten bør tage kraftigere afstand fra Israels ageren i Gaza. Hovedbestyrelsen i Enhedslisten fandt for nylig anledning til at pointere, at fraktionen ikke er en del af partiet.

Per Clausen siger til TV 2, at der er enighed i partiet om at "fordømme Israels terrorbombardementer og folkemord i Gaza".

- Men man skal også fordømme, når der sker terroraktioner som det, der skete 7. oktober. Man skal også erkende, at vi ikke kan samarbejde med organisationer, som var involveret i det, siger EL-profilen:

- Vi opererer ikke med dobbelte standarder i Enhedslisten. Vi tager afstand fra terrorhandlinger, som rammer mennesker. Vi tager afstand fra overgreb på menneskerettighederne.

Dæmonisering og udmeldelse

Per Clausen mener, at visse medlemmer af partiet har forsøgt at "bagatellisere" Hamas-angrebet i Israel 7. oktober 2023, mens andre har talt for et samarbejde med den palæstinensiske organisation Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina kaldet DFLP – selvom partiet har besluttet at afbryde samarbejdet.

DFLP deltog i hændelserne 7. oktober 2023, skrev B.T. i oktober. Mediet har også beskrevet, at Enhedslisten gennem flere år har støttet og samarbejdet med DFLP. Efter angrebet har partiledelsen taget afstand fra organisationen og stoppet samarbejdet, hvilket blev beskrevet i Jyllands-Posten.

Ledelsens håndtering af uroen har vakt utilfredshed hos Rødt Venstre og har ført til intern uenighed i partiet. For nylig førte situationen til, at to medlemmer – David Rønne og Lone Degn – forlod forretningsudvalget, et centralt organ i Enhedslisten.

I et indlæg i mediet Solidaritet skrev Rønne og Degn tidligere i november om "en skærpet retorik" og "tiltagende dæmonisering" i partiet.

- Desværre bidrager nogle af vores egne medlemmer, folkevalgte og ledelsespersoner til dette. Vi oplever desværre også, at de bidrager til at eskalere konflikten, lød det blandt andet.

Ingen dobbelte standarder

Medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse ønsker nu at ændre partiets vedtægter, så personer fremover kan ekskluderes, hvis der er enighed om det blandt to ud af tre medlemmer. Tidligere har det krævet tilsagn fra fem ud af seks. Med andre ord er der altså lagt op til at lempe reglerne.

- Jeg håber, at dialogen frem mod det kommende årsmøde fører til, at vi efter årsmødet er enige om, at der er nogle grundlæggende principper i Enhedslisten. Og så er bestemmelserne om eksklusion jo ligegyldige, siger Per Clausen.

Hvem skal definere om det, der foregik 7. oktober 2023, var terror, eller om DFLP er en terrororganisation?

- I Enhedslisten definerer vi det ud fra vores principper. Det er rigtigt, at palæstinenserne er et besat folk, og at et besat folk har ret til at forsvare sig – også med våben, siger Per Clausen:

- Men vi tager også afstand fra terror, som vi definerer som at slå civile mennesker ihjel, tage gidsler og udsætter almindelige mennesker for overgreb. Så er der efter vores opfattelse tale om terror. Og det tager vi afstand fra.

Er det ikke en del af Enhedslistens dna, at man har en livlig og åbenhjertig debat, uden at man skrider til eksklusioner?

- Vi har nogle grundlæggende principper om, at vi har ikke dobbelte standarder. Det er en del af vores dna. En anden del af vores dna er, at vi har åbenhjertige og frie debatter, masser af meningsudveksling og kritik. Det skal vi også have fremover, siger Per Clausen.

Dragsted burde gå til SF

I begyndelsen af oktober tog partiets frontfigur, politisk ordfører Pelle Dragsted, kraftig afstand fra de medlemmer, som er gået i rette med ledelsen. Faktisk opfordrede han dem til at melde sig ud af partiet.

- Hvis man på nogen måde forsvarer det eller de organisationer, der deltog, så er man fuldstændig i strid med, hvad Enhedslisten står for, og så hører man ikke hjemme i Enhedslisten, sagde han til Information.

Hanne Schmidt, der er medlem af både Enhedslisten og Rødt Venstre, har omvendt sagt i TV 2-podcasten 'Dato', at Pelle Dragsted bør melde sig ind i SF.
- Så kunne han få en strålende politisk karriere resten af livet, sagde hun i podcasten 1. november:

- Vi kan ikke forlade det parti, som vi har været med til at bygge op, mens Pelle gik i børnehave eller i folkeskole.


Havne-sag trækker ud: Omstridt advokatundersøgelse bliver flere måneder forsinket

Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord

Advokatundersøgelsen, som skal klarlægge, hvad der førte til det økonomiske kaos på Frederikshavn Havn, trækker ud. Den er nemlig mere omfattende end forventet.

Det bliver først i det nye år.

Faktisk skal vi helt hen i uge ni, før advokatfirmaet Bech-Bruun ventes at være færdig med advokatundersøgelsen.

Den skal give svar på, hvordan økonomien i Frederikshavn Havn kunne udvikle sig så skidt, at Frederikshavn Kommune i maj var nødsaget til at overtage driften af havnen med en samlet gæld på 1,7 milliarder.

Det har advokatfirmaet Bech-Bruun orienteret Frederikshavn Kommune om.

- Arbejdet har vist sig mere omfattende end forventet, siger Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen (S).

Advokatundersøgelsen var oprindelig lovet færdig inden udgangen af december, og alle relevante personer i undersøgelsen skulle efter den oprindelige plan have været interviewet til undersøgelsen midt i november.

Sådan er det ikke gået.

Flere skal spørges

Advokatfirmaet har nemlig for nyligt udvidet kredsen af relevante personer i sagen.

Det betyder, at en række tidligere medlemmer af økonomiudvalgene i Frederikshavn Kommune nu også har fået mulighed for at komme med deres bemærkninger.

Desuden er advokatfirmaet også - i følge TV2 Nords oplysninger - stadig i dialog med de tidligere bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn for at få dem til at bidrage til undersøgelsen.

De fire bestyrelsesmedlemmer, som valgte at træde ud af bestyrelsen i Frederikshavn Havn i september 2023, har i første omgang afslået at deltage i undersøgelsen, da de ikke har kunnet få adgang til de dokumenter, der ligger i bestyrelsesportalen og få indsigt i hvilke dokumenter, der er inddraget i undersøgelsen.

Flere undersøgelser i gang

Advokatundersøgelsen er en del af en stribe undersøgelser om, hvad der er foregået på Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune forud for det økonomiske kollaps på havnen.

Venstre har politianmeldt kommunen, efter TV2 Nord har afsløret, at en kommunal medarbejder fortæller, hvordan dokumenter i aktindsigter er blevet sorteret fra og dermed mørklagt for offentligheden.

Det bliver forklaret på en hemmelig lydoptagelse, hvor den kommunale medarbejder opfordrer Frederikshavn Havn til at gøre det samme.

Ankestyrelsen er ligeledes gået ind i sagen om den hemmelige lydoptagelse, mens også Folketingets Ombudsmand har bedt om at blive orienteret i sagen fra Frederikshavn.

Oplysninger tilbageholdt

TV2 Nord har i forbindelse med afdækningen af "Skandalen om Frederikshavn Havn" desuden afsløret, at en række dokumenter og rapporter blev tilbageholdt helt eller delvist af kommunaldirektøren og borgmesteren, og dermed ikke blev forelagt for byrådsmedlemmerne.

Blandt andet har et fortroligt notat som Frederikshavn Kommune selv udarbejdede i januar 2022 om havnens økonomi aldrig været forelagt for hele byrådet

En rapport med seks forslag til at sikre havnens dårlige økonomi, nåede først byrådet 15 måneder efter den blev sendt til forvaltningen og daværende borgmester Birgit S. Hansen.

Politikerne i Frederikshavn Kommune har bevilliget 2,5 millioner til advokatundersøgelsen, og selv om den nu bliver forsinket med flere måneder, forventer borgmesteren ikke, at den bliver dyrere.


Breaking

Styrelse melder klart ud: Uvis fremtid for blodrødt, afvist regnskab

Byrådsgruppen i Frederikshavn Kommune nægtede at underskrive Frederikshavn Havns regnskab for 2023.

For nyligt landede Frederikshavn Havns regnskab for 2023, og det viste et dundrende underskud på 340 millioner kroner.

Da kommunalbestyrelsen i Frederikshavn Kommune fik resultatet at vide, nægtede de efterfølgende at underskrive regnskabet.

- Vi vælger at sige, at vi ikke vil skrive under. Det er der ikke noget utrygt ved. Jeg går ud fra, at dem som har udarbejdet regnskabet, har styr på regnskabet, men jeg sad ikke dernede, så derfor vil jeg ikke skrive under, sagde socialdemokraternes gruppeformand Gitte Kiilerich dengang.

Selvom regnskabet ikke blev skrevet under, var især Venstre fortalere for, at kommunalbestyrelsen skulle skrive under. Undervejs lød det blandt andet fra Venstres Lone Haugaard:

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at den her kommunalbestyrelse igen og igen kommer til at optræde som et cirkus.

Havnelov tager ikke højde for problem

Frederikshavn Havn skiftede i foråret ejerform, hvor det gik fra at være en kommunal selvstyret havn med egen bestyrelse til at være en kommunal havn, hvor kommunalbestyrelsen træffer valg på havnens vegne. Men i november nægtede kommunalbestyrelsen altså at underskrive regnskabet.

I stedet ville de have Trafikstyrelsens vurdering af, om det er kommunalbestyrelsens ansvar at skrive under. Og den vurdering er nu kommet. I et notat, der er sendt til Frederikshavn Kommune, skriver de:

- Trafikstyrelsen kan bekræfte, at en selvstyrehavns regnskaber skal godkendes af kommunalbestyrelsen i ejerkommunen.

Pressechef hos Trafikstyrelsen Frederik Roed uddyber overfor TV2 Nord:

- Principielt set skal kommunalbestyrelsen skrive under jævnfør havnelovens paragraf 9 stk 3.

Hvad så når havnen har skiftet ejerform midt i regnskabsperioden, og kommunalbestyrelsen derfor nægter at underskrive?  

- Havneloven tager ikke højde for det spørgsmål her. Den siger bare, at en kommunal havns regnskaber skal godkendes af kommunens kommunalbestyrelse, siger Frederik Roed.

Ingen konsekvenser?

Med andre ord ligger det altså udenfor havnelovens område at vurdere, hvem der skal underskrive regnskabet, når ejerformen er ændret undervejs i regnskabsperioden.

Frederikshavn Kommunes revisionsfirma, BDO, skriver desuden i samme notat, at der ifølge deres vurdering:

'Ikke er nogen konsekvenser ved, at der ikke foreligger et underskrevet årsregnskab for Frederikshavn Havn'.

Det er Trafikstyrelsen, der behandler eventuelle klager, der skulle komme i forbindelse med en havns manglende regnskab.

Frederikshavn Havn har en samlet gæld på 1,73 milliarder kroner.


Iværksætter vil sælge titusindvis af el-cykler i hele verden

Foto: Nimbus Motorcycles

De nye elcykler er inspireret af en gammel dansk motorcykel.

De første fire cykler er allerede klar - men der skal mange flere til. 

Inden for fem år vil Nimbus Motorcycles nemlig producere imellem 35- og 40.000 elcykler. 

Cyklerne er produceret i Thisted, hvor de torsdag kunne aflevere de første fire cykler til deres nye ejere. 

- Det er den måske største dag i vores fireårige rejse, fortæller Claus Støvlbæk Clausen, der er grundlægger af Nimbus Motorcycles.

Han fortæller, at firmaet forventer at skulle eksportere 90 procent af de 40.000 elcykler, som de gerne vil producere i 2029. 

Er det overhovedet realistisk, når I kun har lavet fire indtil videre?

- Alting har en start du. Vi startede projektet i 2020, og processen har været rigtig fin. Nu er vi i gang.

Inspireret af en klassiker 

De nye elcykler er inspireret af den gamle motorcykel Nimbus Model C, der blev kendt som ’Humlebien’, som Fisker & Nielsen lancerede i 1934 og producerede frem til 1959. 

Fisker & Nielsen har i dag ændret navn til Nilfisk og laver ikke længere motorcykler - de ejer dog stadig rettighederne til Nimbus-brandet.

Det har Claus Støvlbæk Clausen og Nimbus Motorcycles købt sig til at kunne låne i en årrække. 

Elcyklen er inspireret af de gamle Nimbus motorcykler. Foto: Nimbus Motorcycles
Foto: Nimbus Motorcycles

- Det er hemmeligt, hvor mange år det er, men det er mange år, det kan jeg vidst godt fortælle, siger grundlæggeren. 

Den gamle ”humlebi” var i mange år den foretrukne motorcykel hos både politiet, forsvaret, og post- og brandvæsnet.

Claus Støvlbæk Clausen fortæller, at Nimbus Motorcycles også vil komme til at producere elmotorcykler. 


Onsdag i næste uge vil der være en stor beredskabsøvelse, som finder sted ved Frederikshavn Kraftvarmeværk.

I tidsrummet 17:00 til 20:30 vil der onsdag i næste uge være masser af uniformer, blå blink og store udrykningskøretøjer, hvis man befinder sig ved Frederikshavn Kraftvarmeværk.

Region Nordjylland, Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen og Nordjyllands Politi samt Hjemmeværnet deltager i øvelsen, hvor der vil indgå omkring 140 personer.

- Vores klargøring til øvelsen begynder tidligere på eftermiddagen, faktisk allerede omkring klokken 14:00, så borgere og trafikanter i området vil kunne se mange køretøjer og indsat personel, siger øvelsesleder, Claus Dahl Olesen.

- Så det er et større setup, vi opererer med, når vi afholder disse vigtige beredskabsøvelser. Og det vil betyde, at der er nogle trafikale forstyrrelser, siger øvelseslederen.

Spærringer i området

Hjemmeværnet kommer til at afspærre Vendsysselvej ved Niels Juels Vej og Hobrogade. Fra 14:00 til 17:00 vil der være delvist spærret, og mellem 17:00 til 20:30 vil der være helt spærret. Fra 20:30 er der igen delvist spærret, indtil oprydningen er færdiggjort senest klokken 22:00.

Øvelsens scenarie kommer til at være en større tilskadekomst på en industrivirksomhed, og den skal være med til at styrke myndighedernes håndtering af en sådan situation.

- Meget nærmere kan jeg ikke komme detaljerne, da der jo også skal være et overraskelsesmoment til stede for vores indsatte kollegaer, så vi sikrer, at alle får en optimal læring ud af dagen, siger Claus Dahl Olesen.  


Foto: Vendsyssel FF

Karim Zaza har været i Vendsyssel FF i mere end ti år, men nu er det slut.

På Vendsyssel FF's facebook-side offentliggør klubben, at målmandstræner Karim Zaza stopper i klubben efter mere end ti års tjeneste.

- Jeg har i mine over ti år i klubben gået på arbejde med det største smil på læben, og jeg har nydt at være med til at bidrage til udviklingen af nogle dygtige keepere og fodboldspillere igennem min tid i klubben, siger Zaza.

Karim Zaza stoppede sin aktive karriere i Vendsyssel FF i 2014, og i 2015 tiltrådte han som målmandstræner.

- Der er overhovedet ikke noget dramatisk i mit stop, og det er heller ikke fordi, at jeg skal noget andet i fodboldbranchen. Jeg ønsker blot at være mere sammen med familien i weekenderne, hvilket jeg glæder mig til at få mere tid til fremover, siger Karim Zaza.

49-årige Zaza har i sin aktive karriere repræsenteret en lang række klubber i form af FC København, Silkeborg, Brøndby IF, OB og så fik han 147 kampe for AaB.