Det er helligtrekongersdag - kender du traditionerne?
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix
Enkelte steder laver man løjer ligesom nytårsaften. Andre steder tænder man stearinlys og fjerner alt julepynt, men for de fleste danskere er helligtrekongersdag ikke noget særligt.
I dag, den 6. januar, er det helligtrekongersdag. Det betyder, at det er 12 dage siden julen - den 25. december - og dermed er julen slut.
Sådan er det ifølge de kristne traditioner.
- Det er nu, man synger "Dejlig er den himmelblå", og for dem der holder traditionen levende, er det først i dag man tager juletræet ud og tager julepynten ned, for det er nu, julen er slut, fortæller Winne Nørholm Rischel, der er provst i Hjørring Nordre Provsti.
Hvem er de hellige tre konger?
I biblen er de hellige tre konger dem, der også kaldes de tre vise mænd. Dem kender man fra matthæusevangeliet, hvor man kan læse om Jesu fødsel i Betlehem.
- De tre vise mænd symboliserer den ydre verden. Jesus er født som jøde, og folkene omkring ham og hans fødsel er jøder. Så da de vise mænd kommer fra forskellige verdensdele, er det et symbol på andre folkeslag, religioner - ja at hele verden er inviteret med til fejringen af jul.
Winne Nørholm Rischel, Provst i Hjørring Nordre Provsti.
I hendes familie markeres helligtrekongersdag ved, at man i aften tænder tre lys, som man lader brænde helt ned. Et lys for hver af de tre vise mænd, der ifølge biblen kommer til Jesu fødsel.
- I nogle familier har de krudt i enden af stearinlysene, så julen går ud med et smæld, uddyber provsten.
Og netop smæld og knald, er noget nordjyderne kan lide.
- Før i tiden lavede folk i Vendsyssel løjer på helligtrekongersdag. Så fik man skudt julen ud på den måde, og havde lidt sjov i gaden. Det, tror jeg, er en egnsting, fortæller provsten.
Sverige og Frankrig fejrer dagen med manér
Hos Dansk Folkemindesamling er man ikke bekendt med de forskellige egnstraditioner og løjer på helligtrekongersdag. For den officielle fejring af dagen blev afskaffet, da man i 1770 lavede en helligdagsreform og afskaffefde helligtrekongersdag som helligdag.
- Derfor er helligtrekongersdag ikke en dag, vi danskere tillægger særlig betydning. Men i Sverige er det en dag, man fejrer; nogle steder med optog. Og i Frankrig fejrer man det med en kage. Ligesom når vi spiser risalamande juleaften, har franskmændene gemt en lille bønne eller nød i kagen, og den der får den, er konge for en dag, fortæller Caroline Nyvang, seniorforsker, Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek.
Ifølge seniorforkseren er fejringen i Danmark for det meste begrænset til noget kirkeligt.