Det Grå Fyr skal have nyt navn - kom med dit bud
Foto: Kim Frost
Arkiv
Det Grå Fyr i Skagen skal have nyt navn. Fremover skal fyret nemlig ikke guide skibe, men i stedet være et internationalt fyrtårn for trækfugleoplevelser.
For at finde det bedst mulige navn udskriver Naturstyrelsen nu en navnekonkurrence til Det Grå Fyr, der skal omdøbes. Det bedste navn udløser fri adgang til oplevelsescenteret i et år.
-Oplevelsescenteret bliver et pejlemærke i international klasse for fugleinteresserede og for formidling af videnskab om trækfugle, siger fuglercenterleder, Jacob Funder, fra Naturstyrelsen i Vendsyssel.
- Her kommer både udstillinger, ringmærkning og Skagens bedste udsigt over Grenen. Vi er på udkig efter et navn, der kan inspirere turister fra nær og fjern til at lægge vejen forbi oplevelsescenter,
Naturstyrelsen lejer fyret af Realdania og står bag oplevelsescenteret sammen med Dansk Ornitologisk Forening, Turisthus Nord og Frederikshavn Kommune. Nordea-fonden har med 12 mio. kroner sikret, at Naturstyrelsen kan gå i gang med at lave nye udstillinger i fyrets bygninger, der totalrenoveres til formålet. Oplevelsescenteret forventes indviet i foråret 2017.
Skagen ligger som i enden af en lang tragt på det europæiske fastlands nordligste punkt. Trækfugle i tusindvis samles og kan opleves i, og over Skagen, inden de skal ud på turen over Nordsøen, på vej mod ynglepladserne højt mod nord.
Hvis du har lyst til at deltage i konkurrencen skal du indsende dit forslag til vsy@nst.dk 26. oktober, 2016 klokken 13.00. Man må godt sende mere end ét forslag. Læs mere om kravene til navnet nedenfor.
BOKS: Tjekliste til det det nye navn
Vær sikker på at dit forslag lever op til de formelle krav, inden du sender:
• Temaet omkring fugle skal indgå i navnet.
• Ordet ”Skagen” som brand skal indgå i navnet.
• Fugletræk som et internationalt fænomen kan tænkes ind i navnet.
• Der skal findes et navn på både dansk og engelsk. Forslagsstillere er dog velkomne til kun at indsende forslag til enten det danske eller engelske navn, eller et navn der kan bruges på begge sprog
• Navnet bør være så kort som muligt.
• Forslag til undertitel modtages gerne, men er ikke en del af bedømmelseskriterierne.
• Husk at navn og kontaktoplysninger skal fremgå, når du indsender dit forslag.