Det kan betale sig at klage: Lejere vinder langt de fleste sager i huslejenævnet
En lejer flytter og udlejeren kræver at beholde hele depositumet, og så har vi balladen. Antallet af sager, der havner hos de nordjyske huslejenævn er stigende. Og det kan betale sig at klage. De fleste lejere vinder sagen helt eller delvist når de klager over en udlejer til huslejenævnet.
Antallet af sager, der havner hos de nordjyske huslejenævn, er stigende. Og det kan betale sig at klage.
Mia Mejlholm har netop vundet en sag over sin tidligere udlejer i huslejenævnet i Frederikshavn. Hun skal have hele sit depositum på 10.500 kroner tilbage, efter at hun er flyttet fra sin lejlighed på Hjørringvej. Udlejeren krævede ellers at beholde pengene.
- Det er virkelig en lettelse. Den her sag har givet mange søvnløse nætter, siger Mia Mejlholm.
Mia flyttede fra lejligheden efter kun tre måneder. Det regnede ind gennem taget og vandet dryppede ned fra loftet. Udlejeren krævede, at Mia skulle betale for at sætte lejligheden i stand, men nu har huslejenævnet altså afgjort, at hun ikke skal betale.
- Det er jo dejligt at få huslejenævnets ord for, at jeg har ret i det, jeg går og siger. Det har virkelig været ubehageligt at bo i den lejlighed, siger Mia Mejlholm.
Hver kommune har et huslejenævn, der afgør stridigheder mellem lejere og private udlejere. I 2009 var der 209 sager ved huslejenævnet i Aalborg. Siden da er antallet bare steget. I år har der indtil videre været 331 sager.
Ole Kirkegaard er formand for huslejenævnene i Rebild, Jammerbugt og Frederikshavn kommuner og han mener at mange udlejere ikke har sat sig godt nok ind i lejeloven.
- Lejerne mener nok også, at det nogle gange er nogle skurkagtige og grimme udlejere, der er ude på at snyde dem. I hvilket omfang de har ret i det, kan være svært at sige. Men uvidenheden om reglerne blandt specielt de mindre udlejere, den er meget markant, siger Ole Kirkegaard.
Mias udlejer er Anders Kristensen, der ejer Invest 140 ApS. Han har før haft sager ved huslejenævnet, og han mener, at nævnet er forudindtaget og dømmer imod ham, inden han er blevet hørt.
- Det er fuldstændig tåbeligt, at jeg skal bruge tid på det, og at de andre to medlemmer også skal møde op, når der sidder en formand for huslejenævnet, der har taget beslutningen inden vi kommer derop. Det er ikke første gang, jeg oplever den fremgangsmåde der, siger Anders Kristensen.
Ole Kirkegaard, der er formand for tre huslejenævn i Nordjylland, anslår at to ud af tre lejere får helt eller delvist ret, når de klager.
- Det er jo højt, det synes jeg. Det viser jo, at der er noget at komme efter, altså at lejerne får en gevinst ud af at køre en sag ved huslejenævnet. Det store flertal gør i hvert fald, siger Ole Kirkegaard.
Mia Mejlholm vandt altså i huslejenævnet, men hun har ikke fået sine penge endnu. Udlejeren Anders Kristensen overvejer nemlig at anke til boligretten.
- Det kan han da bare gøre. Jeg synes, vi har en god sag, siger Mia Mejlholm.