Drama indtil allersidste minut: - Det var en vild kamp
Foto: Claus Fisker (Scanpix)
Igen blev en 18-årige AaB-midtbanekomet redningsmanden for det nordjyske hold.
AaB kom fredag aften til Vejle for at vinde mod 3F Superligaens bundprop, der ikke har fået et eneste point i de første 10 spillerunder.
Men sådan gik det ikke.
Efter 50 minutter stod der nemlig 2-0 til Vejle, og forhåbningerne om den første sejr i 11 kampe kunne høres i hele trekantsområdet.
Men to AaB-mål i anden halvleg af Oliver Ross og den unge Mads Bomholt sikrede ét point til aalborgenserne, der store perioder var det bedste hold på banen.
- Det var ikke det, vi kom for. Det var at vinde. Men når man er bagud 2 -0 og kommer tilbage, synes jeg egentlig, at man kan stå med en okay følelse efter kampen, siger Oliver Ross til TV2 Nord.
Mogens Jørgensen
Journalist
Lynanalyse
AaB har kun at takke sig selv for, at det kun blev til et point mod det absolutte dårligste hold i 3F Superligaen.
Det uafgjorte resultat kan man så takke unge Mads Bomholt for, da han scorede et næsten identisk mål, som da han sikrede AaB en 2-1-sejr mod Lyngby for tre kampe siden. I aften kom han på banen i anden halvleg og udlignede Vejles føring til slutresultatet 2-2.
Og AaB kan også takke målmand Vincent Muller for en fantomredning i overtiden. Ellers havde Vejle løbet med alle tre point.
Men AaB kan ikke takke hinanden for, de ikke fik scoret på alle de store chancer, de havde i første halvleg. Her kunne AaB have punkteret kampen fuldstændig, men de store chancer blev misbrugt. Nu må man “nøjes “ med ét point.
Kampen i Vejle bar præg af, at begge hold gik efter tre point. Det skabte masser målchancer, masser af tekniske fejl og et kaotisk spil, der konstant bølgede frem og tilbage.
Det har næppe været mange rolige øjeblikke for de to cheftrænere.
- Det var en vild kamp, synes jeg. Der skete mange ting hele tiden, siger Oliver Ross.
Ung midtbane-komet gør det igen
Mads Bomholt fik igen en hovedrolle, da han blev indskiftet i anden halvleg.
Den 18-årige AaB-midtbanemand scorede nemlig det afgørende mål med 10 minutter tilbage af kampen. Med et velplaceret skud uden for feltet, lavede han nærmest en kopi af det sejrsmål, han scorede mod Lyngby for et par uger siden.
Du kommer ind og så afgør det hele?
- Ja, det gør jeg. Jeg får lavet et rigtig, rigtig vigtigt mål, som sætter os lidt i gang, og så presser vi egentlig på til det tredje mål, siger Mads Bomholt til TV2 Nord.
Men det var faktisk Vejle, der var tættest på sejrsmålet. I tråd med kampens generelle kaos fik Vejle prikket bolden ind over målstregen efter et hjørnespark. Men målet blev underkendt for en snæver offside dybt inde i overtiden.
AaB kommer op på 13 point og hopper op på 8. pladsen, inden resten af Superliga-holdene skal spille i weekenden.