Det var ikke kærlighed ved første blik, men den holdt i et halvt århundrede


Det sidste punktum er sat for ægteparret og musikduoen Sussi og Leo. Gennem 50 år er det blevet til 20 CD'er og kassettebånd og koncerter i tusindtal. Men hvad indkapsler parret og deres kunst?

Interview og optagelser til programmet fandt sted 8. februar 2023 - ti dage før Leo døde. Du kan se programmet her.

Udefra er det kun tourbussen med Sussi og Leo i hopla, der afslører, at det kendte musikerpar bor her.

Men indenfor de gulmalede mure er der ingen tvivl.

Der er tilbrangt uendelig mange timer i tourbussen og på landevejen, fortæller parret.
Der er tilbrangt uendelig mange timer i tourbussen og på landevejen, fortæller parret.

- Velkommen, lyder det ivrigt, da Sussi Nielsen åbner døren for TV2 Nord og et farverigt hjem med kvidrende fugle og voksende planter åbenbarer sig i entreen. 

Hurtigt bliver kaffen skænket i køkkenet, mens Sussi forklarer, hvorfor alle skabe og skuffer har hver deres farve. Det er flot, og så er det jo faktisk ret smart at kunne sige, at noget ligger "henne i den røde skuffe".

Leo sidder i en kørestol og drikker sodavand. Han vil gerne deltage i interviewet, selvom han ikke har det så godt i dag.

- Det går op og ned, forklarer han.

Da TV2 Nord besøger parret i februar, er det få dage efter, han er blevet udskrevet.

20230131-230010-2-6000x4000ma
Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix

- I skal lige se, hvad Leo fandt på, jeg skulle have, da han var indlagt, indskyder Sussi.

Hun viser et billede på telefonen af en guitar formet som et sværd. Parret kunne dog konstatere, at sådan én allerede er opfundet.

- Det er svært at være den første med en god idé, konstaterer Leo.

Men idéen med Sussi og Leo som duo var god nok. Parret er født med én dags forskel i 1955 og har kendt hinanden siden 8. klasse på Saltum Skole. I mere end 50 år har de turneret land og rige rundt med koncerter og skabt massevis af smil, glæde og minder. 

quote Jeg tror nok, det Leo oplever nu, er den allerstørste nedtur

Sussi

Det var dog ikke kærlighed ved første blik, fortæller Sussi om starten på deres parforhold. Hverken musikalsk eller privat. 

- Jeg havde jo også kort hår på det her tidspunkt, fordi det var moderne, og Leo var til piger med langt hår.

Parret boede hjemme hos Leos forældre i starten.
Parret boede hjemme hos Leos forældre i starten.
Foto: TV2 Nord

Efter lidt betænkningstid blev Sussi indlemmet i Leos band Starfighters, og der gik ikke længe, før Leo forførte hende på stranden i Saltum, fortæller parret.

Resten er historie. 

Men hvad er historien bag fænomenet Sussi og Leo, som nationen i årtier har været på fornavn med?

Showets clue


I efteråret 2022 melder parret ud, at Sussi og Leo nu er fortid på grund af sygdom. Samtlige danske medier går i gult med breaking news, for parret er en institution i dansk musik- og kulturhistorie.

- Det her, det er jo ikke bare en duo, der går ind på scenen. Det er Sussi og Leo. Derfor er det jo også et stykke historie, de har skabt, og et stykke historie, der slutter nu, siger Carsten Michael Laursen.

Han kender sin musikhistorie og har fra barnsben været optaget af dansktop, ligesom han også har skrevet bøger om genren. 

Når jeg siger Sussi og Leo, hvad tænker du så?

- Jeg tænker fest og farver. Glad musik. Det er livsglæde, siger han.

Til en koncert i 2001 i Aarhus.
Til en koncert i 2001 i Aarhus.
Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Duoen har udgivet 20 CD’er og kassettebånd siden 1987, men det er ikke udgivelserne, der har gjort dem berømte. Det er fordi, det er et liveband, der formår at underholde, fortæller Carsten Michael Laursen.

- De er jo et dansk musikerpar i ordets bedste betydning. De repræsenterer noget, som er meget dansk. Det er farverigt, sprælskt og sjovt. Men det har også noget menneskeligt i sig. Det har måske set provokerende ud på scenen, men det er også jordnært. Der er noget betryggende i det, forklarer han.

quote Folk kommer ikke for at se noget, der er hyggeligt eller nydeligt

Carsten Michael Laursen, dansktop-ekspert

20230213-145526-1-3016x1985ma
Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

Sussi og Leo har aldrig holdt sig tilbage på scenen, og for mange år siden gjorde Sussi noget, der siden er blevet en attraktion.

- Selv orkestret blev sådan "hva laver hun?". Det hele gik i stå, ikke engang Leo vidste det, griner Sussi Nielsen om den første gang, hun viste sin bagdel på scenen. 

Men det har ikke været uden overvejelser, når Sussi til tonerne af 'Smilende Sussi' har hevet op i kjolen.

- Jeg har altid været lidt nervøs for, hvis folk skulle komme at tro, at når jeg gjorde det, så var jeg også til alt muligt, når jeg kom ned ad scenen.

Én gang har hun måtte give en nærgående mand et rap over nallerne.

- Jeg har oplevet, da jeg var helt ung, at nogen troede, at de gerne måtte rage på mig under nederdelen. Men det kommer de altså ikke godt fra.

Så sagde du fra?

- Ham sparkede jeg lige i siden, og jeg gjorde det bare helt automatisk. Så resten af aftenen sad han og havde ondt i siden, men så kunne han bare lade være. 

Én af parrets sidste koncerter i efteråret 2022.
Én af parrets sidste koncerter i efteråret 2022.

Men når Sussi og Leo skal fortælle om, hvordan det er at være kultduo igennem så mange år, er de positive oplevelser i overflod.

- Det har været helt fantastisk, og det er jo bare rart at tænke tilbage på alle de gode tider, vi har haft, fortæller Sussi.

Fik fem millioner


Det er gennem 80’erne, at Sussi og Leos karriere tager fart. 

Parret knokler for at få spillejobs, og en dag kommer de ved et tilfælde til at optræde på Skansen i Skagen, husker Leo. 

På Skansen havde Sussi og Leo et lille hjørne i køkkenet som deres garderobe.
På Skansen havde Sussi og Leo et lille hjørne i køkkenet som deres garderobe.
Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

Det bliver den første af mange koncerter til glæde for tusindvis af danskere.

- Det var seks dage om ugen, og en uges ferie om året. Det kan man godt kalde fast arbejde, siger Sussi Nielsen.

Dengang lød kontrakten på Skansen på 5,8 millioner kroner på fem år.

- Det har været en god forretning, konstaterer Leo.

Omsætningen faldt med 75 procent, når Sussi og Leo ikke var på plakaten, fortæller Carsten Michael Laursen.
Omsætningen faldt med 75 procent, når Sussi og Leo ikke var på plakaten, fortæller Carsten Michael Laursen.
Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

Sussi og Leo blev fast inventar på spillestedet, hvor særligt én sang blev spillet igen og igen:

- Himmelhunden. Den har vi spillet mange gange, siger Leo.

Sussi supplerer:

- Der var en overgang, hvor vi spillede den ni gange hver aften. Det blev lidt for meget for nogle, så vi besluttede at spille den for hvert set.

Hør Sussi og Leo fortæller om Himmelhunden:

I 90’erne i Skagen bliver Sussi og Leo for alvor en attraktion. Så stor en attraktion, at der åbner en merchandise-butik.

- På et tidspunkt fik vi at vide, at der havde været en krone-bil forbi og købe en flaske vin, siger Sussi og griner:

- Så vi har også været kongelige hofleverandører.

I butikken i Skagen kunne man købe alt fra kopper til, undertøj, kuglepenne, vin og kondomer.
I butikken i Skagen kunne man købe alt fra kopper til, undertøj, kuglepenne, vin og kondomer.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Hvordan føles det at have været på alles læber i så mange år. Og især nu?

- Det er rigtig hyggeligt. Jeg tror, det skyldes, at vores udvikling har været langsom over mange år. Folk er altid søde og rare. Det er som om, at folk er venner med os, siger Sussi.

Sussi og Leo har deres egen fangruppe på Facebook, som Sussi styrer.
Sussi og Leo har deres egen fangruppe på Facebook, som Sussi styrer.
Foto: Kim MatthÄi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Ifølge Carsten Michael Laursen er der ingen tvivl om, hvorfor Sussi og Leo er nået så bredt ud til den danske befolkning.

- De er ét af de få underholdningsnavne, som dypper fødderne i så mange genrer, og det er måske grunden til, at de har kunnet appellere til så bredt et publikum igennem så mange år.

Hvis man nu ikke har hørt musik fra Sussi og Leo, hvad er det så, de spiller?

- Det er et rigtig godt spørgsmål, for de spiller meget forskellig musik. De har jo rødderne i suppe, steg og is-festmusikken og dansktopmusikken. 

quote Først og fremmest er de en oplevelse på en scene, og de kan noget på en scene

Carsten Michael Laursen, dansktop-ekspert

Men de har bredt musikken ud, påpeger Carsten Michael Laursen. 

- De bruger hele paletten alt fra Kim larsen til Deep Purple til gamle valseviser. De kan det hele, og derfor bryder de i virkeligheden de genreskel, vi ofte bruger. 

Sussi og Leo Backstage på Skansen.
Sussi og Leo Backstage på Skansen.
Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

Sussi og Leo er jo blevet bedømt og beskyldt for at være dårlig smag og kitsch. Hvad tænker du om det?

- Det er ikke så overraskende. For der er blevet sat mærkater på dansktoppen. Men samtidig er det også noget, der tiltrækker mange. 

- Så hvis det er kitsch og dårlig smag, så er det nok fordi, mange godt kan lide det, så er det jo i sig selv en kvalitet, og publikum er jo kommet igen og igen på Skansen og mange andre steder, siger Carsten Michael Laursen.

En koncert i Hune i 2022 - Leo er med på krykker.
En koncert i Hune i 2022 - Leo er med på krykker.
Foto: Kim MatthÄi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Et afsluttet kapitel


Når parret ikke er på scenen, stiller de åbenhjertigt op til interviews og inviterer pressen med hjem i privaten. Man kunne få den tanke, at Sussi og Leo altid er Sussi og Leo, men det er de ikke. 

- Altså inden I kom, var jeg ikke klædt om, så der var jeg bare Sanne.

- Ja, der er forskel. Man tænker mere over, hvad man siger, forklarer Leo.

20230131-225938-6-5794x3863ma
Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix

Sussi, du hedder jo virkeligheden Susanne. Kunne det have været Susanne og Leo?

- Det snakkede vi også om i starten. Men det var ligesom for langt i forhold til Leo, siger Sussi og tilføjer:

- Det kunne jo også have været Sanne, som Leo kalder mig.

Sussi og Leo i deres hjemmestudie 8. februar 2023.
Sussi og Leo i deres hjemmestudie 8. februar 2023.
Foto: Michael Guldbrandt Brønnum

Musikken fylder stadig meget i hjemmet, selvom Leo er blevet syg. I studiet og øverummet står en hospitalsseng, men "Leo bruger den ikke", fortæller Sussi.

I stedet ligger der en knaldrød guitar og skinner i det kridhvide sygehusbetræk.

Inde i studiet, der er prydet med plakater, memorabilia og udmærkelser fra en 50-årig karriere, afspiller Leo en optagelse, hvor han selv synger Volbeat-klassikeren For Evigt. Sussi har indspillet guitaren, indskyder hun. 

Det er Leos yndlingssang.

- Hvis du nu er frisk om et år, kan det være, du kan komme med ud at spille, siger Sussi henvendt til Leo.

- Ja, så bliver det Sussi og drengene og Leo, griner han tilbage.

quote Du afslutter ikke dette liv, hvis du ikke har hørt Sussi og Leo

Dansktop-ekspert Carsten Michael Laursen

Dansktop-ekspert Carsten Michael Laursen er ikke i tvivl om, hvorfor Sussi og Leo er blevet et fænomen.

- De er sprælske og skaber en fest, og det kan vi jo godt lide i Danmark.

De gør nemlig noget, ingen andre kan, forklarer han.

- Om det er god smag, dårlig smag eller kunst, ophæver de med den her begejstring, og det gør dem unikke på den danske underholdningsscene. Og derfor er det også noget helt særligt, som stopper.

Sussi uden Leo

  • Leo Nielsen døde 18. februar 2023 efter et længere sygdomsforløb.

  • Han blev bisat 25. februar.

  • Sussi spiller videre i bandet "Sussi og drengene".

Artikel og program er udarbejdet af Emma Fjordbak og Michael Guldbrandt.

Redaktør er Anders Leonhard.