DF får færre kandidater til valget

Dansk Folkeparti har normalt haft ni folketingskandidater i Nordjylland. Ved det kommende valg bliver tallet næsten halveret.

Vælgere i Nordjylland, der vil stemme på Dansk Folkeparti ved det kommende folketingsvalg, får færre kandidater end tidligere at vælge imellem.

Der har i reglen været ni kandidater, men denne gang bliver der kun fem.

DF har i de seneste måneder sagt farvel til en række folketingskandidater - også i Nordjyllands Storkreds. I stedet for at opstille nye i deres sted har man besluttet, at nogle af de tilbageværende stilles op i flere kredse, så man på den måde fortsat har en kandidat i alle ni nordjyske opstillingskredse.


Det oplyser formanden for den største nordjyske lokalforening i Dansk Folkeparti, Hartvig Sørensen fra Aalborg.

Blandt de fem, der vil stå på stemmesedlen i Nordjylland, er tre forhenværende folketingsmedlemmer, nemlig Morten Marinus, Ib Poulsen og Christian Langballe. Derudover er Carsten Ullman Andersen og Nana Harring DF-kandidater.

Ved det seneste folketingsvalg - i 2019 - satte næsten hver tiende vælger i Nordjylland kryds ved Dansk Folkeparti. 34.734 nordjyder, svarende til 9,5 procent, stemte på partiet. I flere af de seneste meningsmålinger står partiet efter de seneste måneders turbulens til et resultat tæt på spærregrænsen på to procent. 


Seneste nyt

fra Nordjylland