Der er nordjysk glæde over at regeringen dropper transportafgiften. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

DI Vendsyssel jubler over droppet afgift

Regeringen har besluttet at opgive transportafgiften for lastbiler, og det skaber glæde i Nordjylland.

Der har lydt højlydte nordjyske protester over den varlsede transportafgift, hvor vognmænd skulle afregne pr. kørt kilometer. Det ville giver ulige forhold, mente man i landets yderområder, også i Nordjylland. Og derfor er DI Vendsyssel glad for, at regeringen nu har droppet afgiften.

- Kørselsafgifterne for lastbiler ville have været stærkt skadelige for vores virksomheder, og der er ingen tvivl om, at de ville have haft en uheldig slagside. Hvis afgifterne var blevet ført ud i livet, ville de nemlig især have belastet virksomheder i yderområderne, siger formand for DI Vendsyssel Richard Fynbo.

Virksomhederne i Nord- og Vestjylland fragter i forvejen deres varer over lange afstande.

- De nord- og vestjyske virksomheder ville være blevet straffet dobbelt for deres geografiske placering. Vi har jo i forvejen højere transportomkostninger. Afgiften ville have stillet os dårligere i konkurrencen i en allerede svær tid, og ikke mindst have ramt eksportvirksomhederne og kostet arbejdspladser, siger Richard Fynbo.

Udover erhvervslivet og fagbevægelsen har også 17 nord- og vestjyske borgmestre protesteret mod transportafgiften.