Digital dannelse: En fast del af skoleskemaet
Foto: Kasper Palsnov / Ritzau Scanpix
Umbrella-sagen er stadig i gang to år efter, politiet sigtede over 1000 unge for ulovlig deling af en sexvideo. Nu rejses der spørgsmål om, hvorvidt digital dannelse burde være en fast del af pensum i folkeskolerne.
Mere end fem år er gået, og der er stadig liv i en af danmarkshistoriens største sager om digital sexkrænkelse, nemlig den længe omdiskuterede Umbrella-sag.
Mia Sofie Sørensen er tiltalt i Umbrella-sagen, og skal onsdag den 23. september i retten og vidne. I den forbindelse startede hun tilbage i august en underskriftsindsamling som et initiativ for at få sociale medier på skoleskemaet i folkeskolen.
Hun mener, det er vigtigt at oplyse unge om konsekvenserne af deres digital adfærd for at imødekomme nogle af de problematikker, der potentielt kan opstå ved manglende oplysning om sociale medier.
Umbrella-sagen kort fortalt
I 2015 bliver en sexvideo delt, hvor en 15-årig pige og flere drenge fra Nordsjælland optræder.
I starten af 2018 meddeler Rigspolitiet, at flere end 1000 unge er sigtet for at distribuere seksuelt krænkende materiale.
Videoen af den 15-årige pige er blevet delt mange tusinde gange og er efterhånden blevet en omtalt video på de sociale medier.
Eftersom de medvirkende i sexvideoen var 15 år, da optagelserne blev lavet, og straffeloven forbyder besiddelse og deling af foto og video af personer under 18 år, hvis det er af seksuel karakter, er der dermed tale om distribution af børnepornografisk materiale.
Det betyder, at de unge der har delt videoen, kan dømmes efter straffelovens paragraf 235, der omhandler udbredelse af børneporno. Ved særligt skærpende omstændigheder kan det udløse en fængselsstraf på op til seks år.
Hvis man dømmes efter paragraf 235, kommer det til at fremgå af børneattesten og kan komme til at stå på straffeattesten.
Kilder: Rigspolitiet, Retsinfo og Ritzau.
Undervisning i adfærd på nettet
Aalborg Kommune har længe forsøgt at tage hånd om problemstillingen angående mangel på undervisning i unges digitale adfærd. En problematik, der understøttes af, at 56 af de tiltalte i Umbrella-sagen kommer fra Nordjylland.
Undervisningen har allerede været en integreret del af skoleskemaet i seks år.
Kommunen har valgt at fokusere på forebyggelsen af digital kriminalitet ved at oplyse og informere i folkeskolerne og dermed sætte fokus på de etiske retningslinjer samt den konkrete lovgivning i forbindelse med elevernes liv på nettet.
En kommunal indsats
Ifølge Morten Lyhne Sørensen, viceskolechef for Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune, er det et ekstremt vigtigt emne at belyse.
- Det er jo evigt relevant, og emnet er evigt i fokus. Det er et emne, man aldrig bliver færdig med, selvom man har været igennem nogle forskellige tiltag på skolerne. Det er noget af det, vi som skoleforvaltning har en opgave i at følge helt tæt hele tiden, fordi det netop udvikler sig hele tiden, fortæller Morten Lyhne Sørensen.
På kommunens folkeskoler får de mulighed for at få adgang til et differentierende, tværfagligt undervisningsmateriale, der indeholder materiale til samtlige klassetrin fra 2. klasse og op.
Skolerne kan gøre brug af det til undervisningen i digital adfærd på de forskellige klassetrin.
SSP-konsulent i Skoleforvaltningen Bjarne Jensen er, ligesom Morten Lyhne Sørensen, begejstret for kommunens indsats i folkeskolerne.
- Det har længe været en del af pensum i Aalborg Kommune, da vi er klar over, hvor vigtigt et felt det er at undervise børn og unge om. Det er ikke kun i skole-regi, men det er et emne, der påvirker de unge 24/7. Det er vigtigt for de unges trivsel generelt, og det er derfor, vi som kommune har gjort en stor indsats for at få det integreret i skoleskemaet. De unge kan sagtens se værdien af det, og vi kar generelt fået rigtig god respons. Hvert andet år tager vi det materiale, der er tilgængeligt for skolerne, op til revurdering, for hele tiden at sikre os, at vi er opdateret på tidens digitale trends og udfordringer, der følger, fortæller Bjarne Jensen.
Øget fokus på IT-relaterede seksualforbrydelser
Efter Umbrella-sagens store mediedækning blev der i mange dele af landet skabt et øget fokus på digital kriminalitet og særligt IT-relaterede seksualforbrydelser.
Blandt andet blev der i 2019 sat fokus på grænser i den nationale temauge Uge Sex.
- Vi har valgt emnet ”grænser”, fordi vi synes, at det er mere relevant end nogensinde før, fortæller Lene Stavngaard, der er national chef i Sex og Samfund, som står bag undervisningskampagnen Uge Sex.
Der blev i temaugen sat fokus på børn og unges intime grænser i forbindelse med deres adfærd på de sociale medier.
Politiet skelner mellem fire forskellige typer IT-relaterede seksualforbrydelser
Digitale sexkrænkelser
Hvis andre, uden din tilladelse, har delt billeder eller videoer, hvor du optræder nøgen eller i en seksuel situation.
Grooming
Hvis en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn på nettet med henblik på senere at begå et seksuelt overgreb mod barnet.
Overgreb mod børn på nettet (børneporno)
Billeder, videoer, kommunikation eller lignende, der viser eller nævner seksuelle overgreb på børn.
Sextortion
Sextortion er en form for afpresning, hvor gerningsmanden truer med at offentliggøre billeder, hvor du optræder nøgen eller i en seksuel situation.
Kilde: politi.dk
Bøde eller fængselsstraf
Selvom det nu er over fem år siden Umbrella-sagen så dagens lys, er der dog stadig retssager mod tiltalte i gang. Og politiet har også yderligere sigtet en række unge i sagen.
Mange af de dømte er sluppet med en bøde for krænkende billeddeling, dog er en del også blevet dømt for deling af børneporno.
Denne dom udløste en betinget fængselsstraf samt en plet på børneattesten.
Oversigt over faldende domme i Umbrella-sagen
Domme for deleing af børneporno: 334
Betinget fængsel i 7-20 dage: 302
Betinget fængsel i 30-40 dage: 29
Betinget fængsel i 50 dage eller mere: 2
Ubetinget fængsel: 1 sag, hvor der yderligere blev dømt for anden kriminalitet
Straffe for krænkende billeddeling: 444
Bøde på 1500 kroner: 304
Bøde på 2500 kroner: 97
Bøde på 3500 kroner: 4
Frifindelser: 25
Opgivne sager: 166
Verserende sager: 128
Kilder: Anklagemyndigheden og Ritzau