DigiTALT: Kæmpeburger deler vandene

En kæmpemæssig burger på Gjøl Kro har fået brugere på de sociale medier ud i heftige diskussioner, om der er tale om vulgært madsvineri eller blot et fint påfund af forpagteren. Burgeren deler også vandene i panelet i tv-programmet DigiTALT.

Et foto af en burger med 1000 gram oksekød og 500 gram bacon er gået land og rige rundt. Forpagteren af Gjøl Kro er endt i en shitstorm, efter at fotoet er blevet delt på de sociale medier. 

quote Jeg synes, at det er bøvet, åndsvagt og klamt med den burger.

Mikkel Egelund, pædagog, spøgelsesjæger og paneldeltager

Mange er meget provokerede over det store måltid, som serveres med pommes frites og ostesauce. I en tid, hvor der tales meget om miljøbelastende kødproduktion, beskyldes forpagteren af Gjøl Kro for et vulgært madspild. Det er spøgelsesjæger og pædagog Mikkel Egelund helt enig i.

- Jeg synes, at det er ude af trit med tiden. Faktisk er det lysår fra den tid, vi befinder os i, siger Mikkel Egelund.

Drengerøvsagtigt at spise så meget kød

Burgeren på Gjøl Kro er gratis, hvis man kan spise den på under 30 minutter. Sognepræst Christian Roar Pedersen maner til besindighed.

- Folk burde stige ned fra den moralske hest, de sidder på. Man kan jo bare lade være med at købe den. Jeg synes da bare, at det er sjovt, og der er noget drengerøvsagtigt i at gå ud og spise så meget kød. Det kan jeg godt sætte mig ind i, siger Christian Roar Pedersen.

Det er en gimmick

Panelets ene kvinde, Mette Kirstine Goddiksen, er med på holdet, som ser det vulgære i kæmpeburgeren, men hun advarer om risikoen for tunnelsyn.

- Man skal passe lidt på i det her. Det er en gimmick på lige fod med, når man kan få en is med 50 kugler, en meter hotdog eller få en kæmpe båd af en tartelet. Jeg synes, at det er unødvendigt og ude af trit med tiden, men der er andre og større problemer at tage fat på.

Se hele debatten øverst i artiklen, hvor panelet også diskuterer politikeres skænderier på facebook, 550.000 kroner der forsvandt fra Kunsten i Aalborg og mangel på bloddonorer i Vendsyssel.


Seneste nyt

fra Nordjylland