Direktørerne er ikke vasket rene
Foto: Peter Mortensen
Selv om landsretten i Aalborg nu har frifundet de tidligere bankdirektører i ebh bank og Sparekassen Himmerland, så er de ikke vasket rene.
Det mener, Ole Stavad, talsmand for tidligere aktionærer i ebh bank.
- Det er vigtigt at holde sig for øje, at denne sag om kursmanipulation er et lille hjørne af en meget større sag, siger Ole Stavad.
Han henviser dermed til dels ebh bankens krak og ikke mindst den sag, som bagmandspolitiet har rejst mod et såkaldt direktørnetværk, der ifølge anklageskriftet har kursmanipuleret sig til en personlig gevinst på næsten syv millioner kroner.
Med i direktørnetværket er otte personer, der alle har haft ledende roller i ebh bank, ebh fonden, Sparekassen Kronjylland og Morsø Sparekasse.
- Det er den alvorligste sag for mig at se, hvis man på den måde har manipuleret sig til personlig berigelse. Så man skal passe på med at konkludere ud fra dagens afgørelse i landsretten, at direktørerne er om man så må sige "vasket rene". Jeg tager som borger i et retssamfund dagens afgørelse fra landsretten til efterretning, siger Ole Stavad.
Frifindelsen af såvel direktører som ansatte fra de to pengeinstitutter betyder, at anklagemyndigheden ikke har kunnet løfte bevisbyrden i forhold til, at de anklagede skulle have foretaget kursmanipulation, altså aftalt at holde kurserne kunstigt høje.