DMI advarer: Kraftige snebyger på vej til Nordjylland
Foto: Henrik Bagger (Scanpix)
Sådan så det ud i Aalborg 2. december sidste år. Onsdag ventes der atter kraftige snebyger.
Natten til onsdag og onsdag er der risiko for kraftigt snefald i dele af Nordjylland.
Når vi vågner onsdag morgen, er der stor sandsynlighed for, at det er til et snedækket landskab. I hvert fald hvis man bor i Vendsyssel eller Himmerland.
DMI varsler om kraftigt snefald natten til onsdag og onsdag, der lokalt kan give over 15 centimeter sne på seks timer, hvilket er definitionen på kraftigt snefald. De kraftige snebyger har kurs direkte mod Nordjylland, hvor særligt kysten langs Kattegat ser ud til at blive begravet i sne.
DMI risiko for kraftigt snefald : https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/TTwZKV5Kj2
— DMI (@dmidk) December 6, 2022
Det er en meget kold og ustabil luft, der trænger ned over Danmark fra nord og forårsager snebygerne.
Temperaturen ventes at holde sig omkring eller lidt over frysepunktet, og derfor er det usikkert, hvor meget af sneen der vil blive liggende.
De kraftigste byger ventes først i Vendsyssel og Himmerland og senere onsdag vil det sprede sig til andre dele af Nordjylland.