Død mand fundet

OPDATERET: Nordjyllands Politi bekræfter nu, at der er tale om liget af den 70-årige Jørgen Peder Pedersen, der siden 8. december sidste år har været forsvundet.

En lokal håndværker fik sig noget af en overraskelse, da han tirsdag i forbindelse med arbejde i industriområdet Lansen i Svenstrup fandt en død person bag en af bygningerne.

Manden lå næsten tildækket af sne ude i det fri, og meget tyder på, at han har ligget der mange dage. Nordjyllands Politi oplyser, at der er tale om en ældre mand, og ordensmagten har en klar opfattelse af, at manden ikke har været udsat for en forbrydelse.

Der kan meget vel være tale om en ældre mand, som politiet tilbage i december sidste år efterlyste, efter han pludselig havde forladt det kommunale døgntilbud Svenstrupgård. I forbindelse med efterlysningen blev den 70-årige mand beskrevet som konfus.

- Vi arbejder lige nu på sagen og har endnu ingen sikker identifikation af manden, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

Liget af den ældre mand blev fundet tirsdag eftermiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland