Dødsdømte heste bliver reddet

Fire heste, der stod til at skulle aflives af politiet, bliver reddet. Ejeren har nemlig valgt at give dem væk. (opdat.)  

- Vi har skrevet til Nordjyllands Politi og givet tilladelse til at hestene overdrages uden vederlag til Nina Hansen og Skovly hestepension, siger Ken Ellemose. 

- Det er bare helt fantastisk og rigtigt dejligt, at hestene får lov til at leve, siger Nina Hansen til Tv2/NORD.

Hestene blev placeret på Skovly Hestpension for et års tid siden da de blev fjernet fra deres ejer, en ældre mand fra Als i Østhimmerland, på grund af vanrøgt.
 
Hestene var dengang underernærede og syge. Men efter pleje og flere dyrlægebesøg er de i dag fuldstændig raske. Den pleje har kostet  272.000 kroner. Dem står ejeren til at betale, hvis han bliver dømt for vanrøgt. En sag som det indtil videre har taget mere end ét år at få afviklet.

Derfor gik han i første omgang med til at aflive hestene, som politiet foreslog. Men efter at hestenes plejemor har vist sig at være indstillet på at overtage hestene, vil ejeren nu overdrage dem til hende.

- Det er jo ikke op til politiet at bestemme over dem. Min klient ejer dem jo stadig. Politiet har fjernet dem, men hverken konfiskeret eller beslaglagt dem, siger Ken Ellemose.

Sagen er også endt på Christiansborg. Her vil både socialdemokrater og de konservatives dyrevelfærdsordfører Tage Leegaard har Justistministeren til at se på sagen.

- Hvis reglerne er for stramme, så politiet ikke kan handle rigtigt i den slags sager, så skal vi have set på det. Det vil jeg bringe frem for ministeren, siger Tage Leegaard (Kons.), Dyrevelfærdsordfører.

Hestene er nok bare tilfredse. De beholder livet og kan se frem til ordentlig pleje i fremtiden.

- Nu skal vi have fundet nogle der gerne vil have dem, og vil tage sig ordentlig af dem, så de kan få et ordentligt hesteliv, siger Nina Hansen


Seneste nyt

fra Nordjylland