Dødsulykke ved Ranum
En 46-årig mand fra Løgstør blev her til morgen dræbt i eneulykke på Rønbjergvej ved Ranum. Det oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi til TV2 Nord. Ud over dødsulykken, har der været en række andre alvorlige ulykker med unge involveret.
Manden kørte formentlig med for høj fart ind i en venstrekurve og mistede herredømmet over bilen, hvor efter han ramte et vejtræ. Vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi i Aalborg, Karsten Kristensen, oplyser, at manden var død på stedet.
Udover dødsulykken har Nordjyllands Politi haft en usædvanlig travl aften og nat med færdselsuheld.
På Brønderslevvej ved Gærum Skole kørte tre unge mennesker galt i en stjålen bil. Føreren kørte med for høj fart og mistede herredømmet over bilen. Udover føreren af bilen kom en kvinde, der var medpassager, lettere til skabe ved ulykken. Samtidigt kom en anden medpassager, en 19-årig mand til skade ved ulykken. Han blev indlagt på Aalborg Sygehus.
Alle de tre passagerer bliver sigtet for brugstyveri, oplyser Karsten Kristensen til TV2 Nord.
I Sindal kørte en 19-årig mand galt, da han ville overhale i rundkørselen på Oremosevej. Han kørte ind i den anden bilist og herefter ud i grøften. Manden var stærkt beruset.
Ved Hølund tæt ved Øster Hassing kom en 28-årig også galt af sted, da han kørte spirituskørsel. Han kørte galt med for høj fart. Bilen væltede rundt, men manden slap med mindre skader.
Også i Kongerslev kørte en 18-årig spiritusbilist galt, da han på NP Gravesen kørte ind i to parkerede biler.